x
Omgængeligt bjørnebal i folkland

Bear's Den, Lille Vega, København

Omgængeligt bjørnebal i folkland

Anmeldt af Nicklas Christensen | GAFFA

Der er absolut ikke meget farligt ved Bear’s Den. Gruppens grundlæggere og omdrejningspunkter, Andrew Davie og Kevin Jones, ligner med deres kraftige kropslige fremtoning og store skæg mest af alt to venligtsindede bamser, man har lyst til at give et kram, frem for iltre og dødsensfarlige kødædere. Ligeledes er især gruppens tidlige diskografi mærket af en vis form for musikalsk forsigtighed og en tilbøjelighed til at hælde mod det sikre og simple. Måske er det dog netop denne umiddelbare velkommenhed kombineret med senefterårets ubarmhjertige temperaturgrader, der har lokket folket indenfor i bjørnens hule, for slet og ret er Lille Vega denne tirsdag aften udsolgt. Et imponerende og overraskende udgangspunkt for et relativt spædt folkband, der mig bekendt ellers ikke har brølt helt højt nok til at gøre det store væsen af sig herhjemme.

Koncerten starter dog alt andet end ydmygt ud, da aftenens sekstets vraltende entré akkompagneres af Richard Strass' Also sprach Zarathustra fra højtaleranlægget. Man når næsten at tænke, at det er der få – og slet ikke Bear’s Den – der kan bære, og bandet gør heller ikke meget for at mane den frygt til jorden med ”by-the-book”-versioner af først ”Fuel on the Fire”, ”Elysium” og derefter den lidt mere energiske ”Dew on the Vine”.

Nogle bands drives i høj grad frem af en karismatisk og indlevende frontmand. Andre lægger deres liveact op på komplementerende og grandiose sceneshows. Da vi når godt og vel en tredjedel igennem showet, slår det mig, at Bear’s Den ikke har nogen af delene. De optrædenes øjne lyser af stålsathed om at komme fra A til B i sangene hurtigst muligt, og selv når guitarspillet eksempelvis bliver accentueret af lidt duel og paraderen bandmedlemmerne imellem, virker det indøvet og forceret. Ud over klichéen over dem alle – ”You guys are fucking awesome” – er den eneste fan-interaktion showet igennem fra frontmand Davies side en stammende fortælling om en karaokebar og tilblivelsen af ”Star of Bethnal Green”. Men så er det godt, at det meste af Bear’s Den lettilgængelige musik i sidste ende egentlig er rigtig god.

Den nye ”Only Son of the Falling Snow” er med det samme fængende, og på både ”Isaac” og ”Crow” giver det lavere tempo plads til Davies yndefulde stemme. En akustisk, stripped down version af ”Gabriel” ender med at være aftenens højdepunkt, og som et crescendo bliver vi i selvsamme ombæring båret over i ”The Love We Stole”. De ørehængende, overdøvende synthtoner i ”Red Earth and the Pouring Rain” omfavner Lille Vega som et varmt tæppe, og det voldsomme og næsten vulgært energiske klimaks i ”When You Break” slår publikum i hovedet som en hårdtsvingende bjørneklo.

De næste tre femførelser fremstår ligeledes som gedigent, solidt håndværk, men man kan ikke lade være med at hige efter bare lidt mere indlevelse fra de seks på scenen. De dundrende trommer på ”Laurel Wreath” og trompeterne på ”Above the Clouds of Pompeii” giver om ikke andet kærkomne musikalske afbræk fra det, der til tider minder for meget om et lydtæppe leveret af et Mumford and Sons-coverband, banjo and all.

Ironisk nok er det først, da bjørnen bevæger sig fysisk ud af sin hule, så at sige, at det igen halter en smule. Gruppen vælger at fremføre ”Blankets of Sorrow” midt ude blandt publikum, og selvom gimmicken da nok er meget charmerende, er frontmand Davies stemme ikke drivkraftig nok til ikke at drukne i havet af rygge og lysende mobiltelefoner, der nu bogstavelig talt adskiller band og en førsterækkes-koncertgænger som undertegnede. Og så er der jo så meget, når det kommer til subjektive oplevelser, for en god portion af publikum vender sig efterfølgende øjensynligt grådkvalte op mod scenen, hvor Bear’s Den lykkes med at hive en habil slutspurts-sejr i land med publikumsfavoritten ”Agape”.

Herefter stavrer gruppen tilbage i sit bo i green roomet. Velvidende om, at de leverede en ærkehabil indsats, men forhåbentlig også klar over, at der skal mere til end blot velskrevet og forholdsvis veleksekveret musik, før man kan lege med hos de helt store pattedyr.

Sætliste:
1. Fuel on the Fire
2. Elysium
3. Dew on the Vine
4. Broken Parable
5. Hiding Bottles
6. Breaker/Keeper
7. Only Son of the Falling Snow
8. Star of Bethnal Green
9. Crow
10. Isaac
11. Gabriel
12. The Love We Stole
13. Red Earth and the Pouring Rain
14. When You Break
15. Auld Wives
16. Laurel Wreath
17. Above the Clouds of Pompeii
18. Blankets of Sorrow
19. Agape


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA