x
Earth kalder planeten Jorden

Earth, Lille Vega, København

Earth kalder planeten Jorden

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Det var på mange måder en slags kulmination for undertegnede at få lov til endelig at anmelde en Earth-koncert. Da jeg i sin tid kom ind i dronemetallens verden, var det Earths plader Angels of Darkness, Demons of Light 1 – 2 og The Bees Made Honey in the Lion’s Skull, der sugede mig ind i den sære, tunge klangverden, der har gjort Dylan Carlsons hjertebarn til pionerer inden for genren. For ikke at glemme hovedværket Earth 2, som eftersigende er grunden til, at drone- og doom er, som den er i dag.

Cool riffs og publikumskontakt
Og Earth på Lille Vega kan ikke være en meget bedre kombination. Earth anno 2019 er en duo med Carlson på en voldsomt moddet Stratocaster og den mesterlige trommerslagerinde Adrienne Davis. Dog har de også taget Tristan Jemsek med på supplerende Telecaster, selvom det er Earth skåret helt ind til benet. Lige som det var på duoens nyeste langspiller Full Upon Her Burning Lips, hvor størstedelen af koncertens materiale stammer fra. Åbneren ”Cats on the Briar” sætter stilen, med Davis’ slæbende trommer og det monumentale sammenspil mellem Carlson og Jemseks sparsomme guitarangreb. De ”cool riffs”, som Carlson selv kalder det, bliver leveret millimeterpræcist og med stort overskud, fra et vitalt og sammenspillet band, der besidder en smittende musikalitet. Det kom faktisk bag på mig, hvor udfarende og snakkende Carlson er på en scene. Jeg havde regnet med, at han bare stod og stirrede på sin guitar, i bedste drone/shoegazer-stil. Der tog jeg fejl.

For uforstående musikfans kan Earths musik fremkomme decideret ensformig, og det kan også være svært at kende de lange, instrumentale numre fra hinanden. Dette har været mange anmelderes problemer med Full Upon Her Burning Lips, og selvom jeg gav albummet fem stjerner, og sagtens kunne kende forskel på de mange, slæbende riffs, var jeg angst for, om samme genkendelse ville dukke op i en live-sammenhæng. Dog tager numrene et helt nyt liv og en anderledes saft og kraft, hvor Carlsons guitar tit og oftest syrer endnu mere ud i sustain og skaber en skarp kontrast til Davis tighte trommespil.

En langsom demonstration
Og hvilket trommespil! Adrienne Davis viser ikke bare sit værd som en af dronemetallens bedste trommeslagere, men hun bliver på mange måder også aftenens højdepunkt i de lange instrumentale trancer. Oftest går tempoet så langsomt i Earths musik, at man næsten bliver bange for, at det hele er ved at falde fra hinanden. Man står simpelthen og frygter for Davis' velbefindende, indtil hun atter en gang rammer et af de mange bækkerner, som er med til at lyse Earths golde ørkenlandskab op.

Hvor første del af koncerten virker mere støvet og blueset, bliver den sidste del klart mere ond, hvor især ”Descending Belladonna” og ”The Mandrakes Hymn” pludselig griber ud mod publikum, da guitarerne bliver væsentligt tungere og Carlson og Jemseks brug af overtoner og feedback begynder at synge en unik duet. Når guitarerne endelig går fra heltoner eller mutede, perkussive angreb og forløses i et tungt dunk i en åben akkord, så står der ikke meget tilbage til fantasien. Carlson viser også, lettere demonstrativt, sin guitar frem for publikum og holder os i et jerngreb, når han lader guitaren ringe ud i endnu en forløsning på den onde ”A Wretched Country of Dusk”.

Bier og løver
Sjovt nok bliver koncertens svageste nummer også hovedsættets sidste – og det er endda et af bandets bedste sange! Titelsangen fra The Bees Made Honey in the Lion’s Skull. Men nummeret lider, modsat de nye sange, under problemet, at den indspillede versions mange atmosfæriske overdubs simpelthen udebliver, og de lange instrumentalbreaks kan ikke holde til manglen på bas og harmonium. Dog skal Davis endnu engang fremhæves for at holde en proper, lettere jazzet rytme hele vejen igennem. Bandet forlader scenen til en gang guitarfeedback, men kommer dog tilbage og giver os ”Old Black” fra Angels of Darkness, Demons of Light 1. Et ”hit” som, ifølge Carlson, har handlet om alt fra en kat og en tourbus til en underlig canadiers guitar. Vi griner med manden, og dette nummer bliver et stort fedt punktum for en glimrende og gennemmusikalsk tur igennem planeten Earths forunderlige stratosfære.

Koncerten var alt – og mere – end jeg havde håbet på, og de ting, jeg havde frygtet blev gjort helt til skamme. Der er en grund til, at Earth har kunnet overleve den modgang, Carlson har haft i sit liv. Alt fra vennen Kurt Cobains død til et voldsomt misbrug og længere pauser væk fra musikken. Carlson har i Earth en vanvittig musikalsk arv, som kommer til at runge meget længere i den alternative musiks historie end historien om hans nedtur. Og det slog den velspillende trio en stor, sort streg under denne decemberaften på Lille Vega.

Sætliste:

  1. Cats on the Briar
  2. Even Hell Has it’s Heroes
  3. The Colour of Poison
  4. A Unnatural Carousel
  5. Datura’s Crimson Veils
  6. Untitled (Ny sang)
  7. Descending Belladonna
  8. The Mandrake’s Hymn
  9. A Wretched Country of Dusk
  10. The Bees Made Honey in th Lion’s Skulle
  11. Old Black (EKSTRA)

   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA