x
Fiddle me this!

Sudan Archives, Athena

Fiddle me this!

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

På trods af de associationer, man får med navnet, er Sudan Archives ikke en slags musikarkæologisk projekt. Bag navnet finder man i stedet sanger, sangskriver og violinist Brittney Denise Parks, som ikke engang er fra Sudan, men Los Angeles. Kærligheden til Sudan og hendes afrikanske baggrund skal dog forstås helt bogstaveligt, da en stor del af hendes musik tager direkte inspiration i afrikansk – og specielt sudansk – violinmusik. Og violinen er en stor medspiller på Sudan Archives' debut Athena.

Pladen byder på progressiv og futuristisk r&b, der dog aldrig bliver lige så skæv som Spellling eller FKA Twigs, eller lige så umiddelbar som Janelle Monae og Solange. Til gengæld er der masser af kvaliteter på Athena, der fremhæver Parks som en af de mest talentfulde kvinder på den alternative r&b-scene. De to mest interessante virkemidler på pladen er klart kvindens violin og hendes sangskrivning.

I forhold til et navn som Lizzo (og hendes tværfløjte) er Parks’ violin ikke bare en gimmick, men hendes anden stemme på Athena. Dette høres eksempelvis på den fantastiske ”Confessions”, hvor dens jazzede licks fremhæver omkvædets popsensibilitet og gør det mere catchy, mens pizzicato-violinerne på ”Black Vivaldi Sonata” giver den mørke melodi et mere pågående lydtæppe. De irske jig-inspiration på singlen ”Glorious” bør også fremhæves for netop at blande det traditionelle, irske fiddle-musik med den moderne hiphop og et decideret drop i omkvædet. Mange steder er det også tydeligt at spore inspirationen fra etiopisk, nigeriansk og (naturligvis) sudansk folkemusik i Parks' brug af percussion og rytmik. 

Sangene besidder en stærk følsom og personlig kant i det, Parks skriver om sig selv i forhold til samfund, følelsesliv og ophav. ”Confessions” er en tankestrøm over den historieløshed, man kan føle som sort kvinde i et moderne samfund. ”Black Vivaldi Sonata” følger op på samme tanke med fokus på religionen som benspænd for livets lyster. Åbneren ”Did You Know” tager udgangspunkt i barndommens uskyld i konfrontationen med den unge kvindes mislykkede kærlighedsaffærer og skaber en stærk feministisk bro mellem pige og kvinde. Også ”Iceland Moss” bør fremhæves for at beskrive det moderne parforholds dobbeltsidighed, når man endelig finder en, man i det mindste kan holde ud, og hvor svært det kan være, når den første forelskelse har lagt sig.

Der er dog også kritikpunkter. Det værste er måske rapperen D-Eights totalt unødvendige rapvers på den ellers fremragende ”Glorious”. En rap-feature er efterhånden en udvandet og grim kliché i moderne popmusik, og at Parks rent faktisk benytter sig af det, på en sang der ellers har så meget kørende for hende, er en fæl fejl. Ellers er største kritikpunkt Parks' ellers fortræffelige stemme, som ind imellem lyder lidt for meget som inspirationskilderne. Oftest kan man spore noget Lauryn Hill i versene og lidt Erykah Baduh i fremførelsen, mens Parks rigtig mange steder minder mig om selveste dronningebien. Og med min Beyoncé-træthed i mente er det ikke nødvendigvis en kompliment, selvom det er nærmest er forbudt ved lov at sige noget grimt om gudinden.

Uanset hvad er Sudan Archives' debut overvejende stærk samling sange, der virkelig viser en ny, anderledes og stærk kvindelig sangskriver og instrumentalist. En kunstner, der har fået lov til at udvikle sig på sine egne præmisser og derfor har forfinet sit lydunivers. Et lydunivers, der er en decideret fornøjelse at gå på opdagelse i. Et glimrende bud på et alternativ til årets skæve r&b plade, hvis du har fået nok af FKA Twigs og Solange.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA