x
Velmenende aften med uudholdelig moderat-trampe-tramp

Avicii Tribute Concert, Friends Arena, Stockholm

Velmenende aften med uudholdelig moderat-trampe-tramp

Anmeldt af Emil Viksell | GAFFA

Alle er her. Og samtlige dj's og artister optræder uden betaling. Tim "Avicii" Berglings far Klas Bergling holder en samlet og fin tale mellem det monumentalt lange dj-sæt og selve koncerten. Et eller andet sted er der noget smukt ved, at der indsamles mange penge ind til fordel for at støtte mentalt syge. Aviciis skæbne kommer til at ramme flere mennesker, men burde ikke ramme flere. 

Når det er sagt, så er der ikke meget spændende set fra et musikalsk perspektiv. Den svenske EDM-bølge er det kulturelle produkt, der kom samtidig med to regeringsperioder for partiet Moderaterne. Ligesom det politiske modstykke lykkedes det for Avicii at samle de opadsøgende elementer af arbejderklassen, de kulturelt uinteresserede fra middelklassen og de luftkastel-boende og YOLO-fikserede mennesker fra overklassen. Alligevel var det et fællesskab, der intet havde at samles om. Men stadig samlet, eller i det mindste fysisk til stede på det samme sted på samme tidspunkt. 

Der vil trille få tårer under aftenen. Her skal der fejres, og sømmet skal trædes i bund, i bedste EDM-ånd. Jeg spotter flere Moncler-jakker end ved skiløjperne i Alperne eller i en moderne svensk hiphop-video. Og alt i sammenhæng minder mest af alt som en lang dags rejse mod en endnu længere nat. Langtrukken trampe-tramp-musik uden finesse eller rigtigt fede drops, som får hjertet til at standse op, for dernæst at pumpe endnu hurtigere. 

De helt store kendetegn for EDM-genren er bassen og droppet. I aften akkompagneres musikken af et enormt orkester, og desværre er det sådan, at EDM mister al sin slagkraft, når musikken fortolkes af et organisk orkester. Sangene i sig selv er ikke tilstrækkeligt, og uden bas som drivkraft føles det hele som en isvaffel uden is i. Lige sådan er det med Aviciis musik, som kun blev værre, jo længere han bevægede sig væk fra "Levels"-land, jo tættere han kom på... ja, hvad fanden ved jeg, en eller anden slags afart af country-hardrockens folkemusik.

Begivenheden forløber som et urværk. Annonceringen om publikumsrekord lander som en pressemeddelelse over højtaleranlægget på det rigtige tidspunkt, mens stjernerne afløser hinanden på scenen. Det mest uventede er at se Johanna Söderberg fra First Aid Kit iblandt dem, da hun fremfører "I Could Be the One".

Aftenen skal forestille at bestå af geniale hyldester til Avicii. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, føles det som om, at denne forhippelse på hans geni er at gøre hans arv og den seriøse problemstilling, han gennemlevede, en kæmpe bjørnetjeneste. Avicii var en kompetent musiker, der kunne lide at lave musik i kælderen. Intet indre, intet mere. 

Det fungerer fint med regelmæssige pause-intervaller. Og musikken giver dog lejlighedsvis kildren. Men et trivielt kunstnerisk udtryk bliver ikke bedre af, at det placeres midt i en frygtelig kontekstuel sammenhæng. Mere bas og endnu mere ild og konfetti kunne måske have gjort arrangementet tåleligt. Men for nu står det bare tilbage som en påmindelse om, hvor absolut intetsigende den her type musik er.

De optrædende kunstnere var som følger:

Live:

- Rita Ora
- Adam Lambert
- Aloe Blacc
- Sandro Cavazza
- Audra Mae
- Dan Tyminski
- Blondfire  
- Nick Furlong
- Amanda Wilson
- Alex Ebert
- Vargas & Lagola
- Bonn
- Andreas Moe
- Joe Janiak
- Simon Aldred
- Zak Abel
- Otto Knows
 
Dj's:
 
- David Guetta
- Kygo
- Dimitri Vegas & Like Mike
- Laidback Luke
- Nicky Romero

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA