x
Late Night Venture: Subcosmos

Late Night Venture
Subcosmos

Kosmisk mangel på kaos

GAFFA

Album / Czar of Crickets
Udgivelse D. 01.11.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Det er ikke første (eller sidste) gang, at jeg sidder med et album som Subcosmos. Københavnske Late Night Venture har, siden 2006, shoppet rundt i grænselandet mellem postrock, metal og tung, molpræget hard rock. Subcosmos er deres fjerde album – det tredje i en selvudnævnt trilogi.

Det hele er bare meget tidstypisk, dog uden på noget tidspunkt at virke friskt. Bedst er Late Night Venture, når de skruer tempoet gevaldigt ned og kanaliserer det doomband, der bor langt inde i deres kosmos. Dette sker på pladens sidste – og bedste – halvdel, hvor ”Desolate Shelter” vokser fra et nøgent, truende landskab og stiger i tempo til et ruskende crescendo, hvor især synths skaber en nødvendig kontrast til de tørre, distortede guitarer.

Titelnummeret ”Subcosmos” lever et sted mellem trioliserede metalguitarer og Kraftwerk-agtige synths, mens en tung, distorted lyd konstant ligger og ulmer i baggrunden, indtil sangen slutter i et transcenderende riff baseret på lige dele Sleep og Black Sabbath.

Men langt hen af vejen lider Subcosmos under et alt for stramt lydkoncept. Der pilles ikke ret meget ved virkemidlerne, og efter tredje og fjerde gennemlytning havde jeg stadig svært ved at kende sangene fra hinanden. Pladens stærkeste kort er klart de symfoniske dimensioner, som skaber en kontrast til de tunge energier, og som oftest enten flyder ud i stratosfæren eller holder en konsekvent, skrabet melodi – ikke ulig Daughters på deres 2018-mesterværk You Won’t Get What You Want.

Resten af de instrumentale virkemidler kan jeg ikke sætte en finger på som sådan, men der er heller ikke ret mange uforglemmelige tidspunkter, som eleverer musikken fra udmærket til fantastisk. Noget, som rigtig meget dansk undergrundsmetal ellers er blevet utrolig leveringsdygtig i.

Samtidig forbliver vokalen ens på næsten alle numre, og den råbende mandevokal bliver lettere enerverende i længden. Især på de tidspunkter, hvor numrene går op i en højere enhed og lyder mere som postrock end postmetal. Når alt pludselig spiller, virker det antiklimatisk, at vokalen fortsat manderåber trusler mod lytteren. Dette er superærgerligt, for her kunne det virkelig hjælpe at ændre vokalens klangverden. Ikke at alt skal passe sammen – men i tilfældet Late Nigt Venture havde det virket langt mere overbevisende.

Subcosmos er ikke på højde med nogle af de glimrende metalplader, der spyttes ud på det danske marked lige nu. Og når højdepunkter som ORM, Møl og Morild tør være skæve, originale og omskiftelige – oftest på samme tid – står man desværre tilbage med et produkt, der blegner i sin samtid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA