x
Excelsior: O Horizon

Excelsior
O Horizon

ANMELDELSE: Et kunstnerisk virvar

GAFFA

Album / Big Oil Recording Company
Udgivelse D. 22.11.2019
Anmeldt af
Kristina Grønning

Excelsior er det forholdsvis nye projekt fra den københavnske sanger og sangskriver Anja Lahrmann (Ice Cream Cathedral). Debutalbummet O Horizon er en blanding af instrumentale soundscapes og barok-klingende popmusik.

Som komponist, sanger og producer har Lahrmann kreeret et surrealistisk univers, hvor lyttervenlighed anses som en prosaisk banalitet.

Produktionerne virker ofte tilfældige og sporadiske (”Origin”, ”White Arrow”), og hvis Johann Sebastian Bach en halvsløv dag skulle komponere musik til et gammelt Nintendo-spil, ville det lyde som den virtuose og maniske ”Wandering Womb”.

Men pladen er ikke uden højdepunkter. Blandt synthesizer-virvaret stikker Lahrmanns dybe, behagelige vokal frem og er til pladens fordel. Singlerne “Time of None” og “In Silico” er med deres sangbare melodi to stærke numre, hvor sidstnævnte er opbygget af en fin Michael Jackson-inspireret 90’er-harmonik.

O Horizon er svær at greje og kræver mere end én gennemlytning, hvilket nok er pointen. Excelsior skal have cadeau for opfindsomhed og kreativitet. Men den kunstneriske vision fanger ikke helt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA