x
Where Did Nora Go: Womb Of Life

Where Did Nora Go
Womb Of Life

Musikalsk og følelsesmæssig sårbarhed

GAFFA

Album / Celebration Records
Udgivelse D. 22.11.2019
Anmeldt af
Kristina Grønning

Selvom de fem sange på Womb Of Life ånder fred og idyl, er det bestemt ikke den historie, der ligger bag. Efter at have født tvillinger for tidligt har Astrid Nora måttet dedikere sin tid til at pleje to små liv, hun ikke altid var sikker på ville overleve.

Alligevel har Nora ikke tyet til den mere dystre og mørke lyd, som har præget de tre tidligere udspil. Nu står hun frem med drømmende og organisk artpop, der er syet af sårbarhed og blottet for unødvendige lag.

Ep’en starter med en idyllisk, nordisk atmosfære med ”Surrounded by Light”. I ”I’m Still Here” kommer Noras distinkte, fyldige vokal virkelig til sin magt. Det følelsesmæssige afsæt skinner især igennem med den fredfulde og rørende ”She Loves”. Med hvid støj liggende diskret i baggrunden hænger klaverakkompagnementet og Noras fortryllende stemme i en silkefin tråd, hvor hun virkelig viser, at less is more.

Astrid Nora skaber en vægtløshed, der giver lytteren en fornemmelse af indre ro. Men sangene er ikke de mest mindeværdige, og på grund af det statiske udtryk hænger ep'en en smule i bremsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA