x
Dybdahls juleshow er kommet for at blive, og tak for det

Thomas Dybdahl, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Dybdahls juleshow er kommet for at blive, og tak for det

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Julen er som bekendt traditionernes tid, og en af de musikalske af slagsen er, at den norske sanger og sangskriver Thomas Dybdahl giver koncert i København og Aarhus lige før jul. Ikke en decideret julekoncert som eksempelvis den, landsmanden Sissel Kyrkjebø turnerer med, men altså musik ved juletid. Det begyndte med et show i Vega for snart ti år siden, og lidt senere fulgte VoxHall med.

I år er VoxHall dog erstattet med Musikhuset Aarhus’ noget større Store Sal, måske på grund af kapaciteten, for Dybdahl plejer at kunne melde udsolgt. Det bliver så ikke helt tilfældet i aften, men salen er pænt fyldt. Personligt har jeg også taget traditionen til mig som et fast ritual på linje med Disneys juleshow, kulturkristen kirkegang og genlæsning af Lise Nørgaards hylende morsomme novellesamling Julen er hjerternes fest.

Med det nye koncertsted skal vi til en afveksling opleve Dybdahl siddende, og er det så godt eller skidt? Ja, det fungerer i hvert fald fint til åbningsnummeret ”But We Did”, hvor nordmanden indtager salen alene med sin akustiske guitar, som sædvanlig ulasteligt klædt i jakkesæt. Hans fyldige stemme og ubesværede falset klinger smukt i rummet, og det samme gør hans guitarbehandling, hvor fingerspil elegant glider over i akkordspil, og hvert et anslag får strengene til at lyse op som stjerneskud en julenat. ”Baby, we swore we couldn't pull through it / But we did,” lyder det i den optimistiske tekst, og så er tonen slået an.

I slutningen af sangen kommer Dybdahls fire ligeledes jakkesætklædte musikere på scenen, og han skifter selv til elektrisk guitar. Sidste år kunne han præsentere et helt nyt band for første gang i 18 år, og det samme hold er med i aften: Gard Nilssen på trommer, Lars Horntveth på guitar, keyboard, tenorsaxofon (i stedet for sidste års basklarinet) og pedal-steel, Ole Morten Vågan på bas og kontrabas og Vegard Lien Bjerkan på orgel og keyboard. Bandet fortsætter med den smågroovy mid-tempo-sang ”Can I Have It All” med Dybdahls stemme i et dybere leje, kantslag på Gard Nilssens trommer, og hvor Lars Horntveth brillerer på både pedal-steel-guitar og tenorsaxofon i mellemspil og outro.

Musikerne spiller fremragende sammen, lyden er i særklasse, og den dæmpede lyssætning er særdeles stemningsfuld. På sæderne kan man både svømme væk i lyden og sidde og rokke lidt med, for musikken er sine steder moderat dansabel, ikke mindst live, men stadig med Dybdahls velkendte melankolske undertone, som han nærmest italesatte med titlen på det 17 år gamle debutalbum, That Great October Sound.

Siden har han udgivet yderligere syv album, og sangene i aften stammer fra rundt om i bagkataloget. Liveversionerne er generelt længere end de indspillede udgaver, med god plads til længere mellemspil og outroer, hvor musikerne rigtigt kan vise deres evner, uden at det kammer over i unødvendigt lir. Især får Vegard Lien Bjerkan spillet nogle veloplagte orgelsoloer, eksempelvis i ”All These Things”, mens Lars Horntveths længselsfulde pedal-steel sender tankerne på langfart og giver musikken et strejf af country. Dybdahl selv spiller en jazzet lead-guitar i en af de mere tempofyldte sange, ”This Love is Here to Stay”, og der er også god bevægelse i aftenens nyeste nummer, ”45”, en single fra Dybdahls kommende album, som udkommer i begyndelsen af 2020.

Grundet min alder på netop 45 år kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt ramt af omkvædslinjen ”'Cause I'll be 45 with nothing to show for / And I'll be 45 with nowhere to go” og tekstens budskab om, at man skal leve livet og følge sin drøm, mens man er ung og har muligheden. Men det siger jo bare noget om Dybdahls kvaliteter som sangskriver – at han kan få en midaldrende anmelder til at filosofere lidt over, om vedkommende har truffet de rigtige valg i livet.

Stærk fællessang

Efter den selvironiske ”Still My Body Aches”, der også tematiserer alderens komme og kroppens gradvise forfald og byder på jazzet klaver, forlader bandet salen, og Dybdahl finder den akustiske guitar frem og beder om et sangønske fra publikum. De fleste råber på et af hans mest kendte numre, ”Cecilia”, og den får vi så, med stærk fællessang på omkvædets ”Here I am/flesh and bones”.

Det med at opfordre til sing along i netop det omkvæd har Dybdahl ofte gjort, men det giver stadig gåsehud, måske fordi folk altid synger så stærkt med. Bandet kommer tilbage og giver den storswingende ”Party Like It’s 1929”, aftenens hurtigste sang, og lige her kunne jeg godt have brugt muligheden for at stå op – så slidt er min krop trods alt ikke endnu.

Tempoet falder lidt på ”That Great October Sound” med Gard Nilssen på nænsomme whiskers, mens ”All’s Not Lost” byder på elegant fingerspillet guitar fra Dybdahl, både på akustisk og elektrisk guitar, og ”One Day You’ll Dance for Me, New York City” er en vuggende ballade. Her i slutningen af sættet er der fokus på sange fra Dybdahls første tre plader, hans såkaldte oktober-trilogi, der i den grad cementerede hans status som stærk skandinavisk sangskriver. ”From Grace” afslutter sættet med piskende whiskers, kontrabas og en Dybdahl, der løber ud i salen og dirigerer mere fællessang.

Nu er stemningen på kogepunktet trods decemberkølighed udenfor (kulde er vist et for stærkt ord), og en stående sal får hurtigt Dybdahl og band ind til to ekstranumre. Først juleklassikeren ”Have Yourself a Merry Little Christmas”, kendt med blandt andre Judy Garland og senere Frank Sinatra, og som Dybdahl plejer at spille ved sine juleshows, og til sidst den lange ”What You Came For” med både bas- og guitarsolo, sidstnævnte fra Dybdahl selv.

En absolut fremragende, gennemmusikalsk aften, hvor min eneste lille indvending er, at der måske var lige lovlig mange gentagelser fra sidste år på VoxHall. Faktisk blev samtlige sange bortset fra to også spillet dengang, men nu har Dybdahl jo et nyt album på vej, så måske får han byttet kortene lidt ud, når han kommer næste år, hvilket meget tyder på, at han gør. Og nå ja, julen handler jo som sagt også om gentagelser og traditioner, ligesom Disneys Juleshow, hvor der dog altid er et nyt indslag hvert år, og det var der jo også her. Om det så fungerer med en siddende koncert til Dybdahls til tider semi-dansevenlige udtryk? Både ja og nej og mest i de mere afdæmpede stunder, men de musikalske kvaliteter trænger klart igennem uanset hvad. Hvis Dybdahl kommer tilbage, kommer jeg også – rigtig glædelig jul!

 

Sætliste:

But We Did

Can I Have It All?

All These Things

This Love Is Here to Stay

Look at What We’ve Done

A Love Story

45

Still My Body Aches

Cecilia

Party Like It’s 1929

That Great October Sound

All’s Not Lost

One Day You’ll Dance for Me, New York City

From Grace

Ekstra:

Have Yourself a Merry Little Christmas

What You Came For

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA