x
Mikkeline & Flux: Forvandlet

Mikkeline & Flux
Forvandlet

ANMELDELSE: Delvist forvandlet – delvist forvrænget

GAFFA

Album / Trauma Tone
Udgivelse D. 16.11.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Indimellem sidder man som anmelder med en af den slags plader, hvor man ikke rigtigt ved, hvad man skal sige, efter man har lyttet til den. For denne anmelder skyldes det oftest enten en total mangel på originalitet og personlighed eller en fundamental mangel på sangskrivertalent. 

Dette var tilfældet med Mikkeline & Flux, da jeg var halvt inde i pladens håndspillede trio-punkunivers. For der er overladt ret meget til fantasien i det færdigt producerede værk, der er holdt fuldstændig i guitar, bas og trommelyd. Egentlig bliver de tre instrumenter spillet hæderligt, og det er tydeligt, at det er nogle erfarne musikere, man har med at gøre på Forvandlet.

Frontkvinden – Mikkeline Gudmand-Høyer – er karakteristisk, dyb og utroligt velsyngende og kaster sig indimellem også ud i toner, der lyder som en norsk vølve. Af anden instrumentering bør også nævnes Troels Bechs bas, der er det ene sekund lægger en seriøs rytmik for senere at kaste sig ud i eventyrlystne melodiforløb. Det er altså ikke instrumentationen, den er gal med. Men måske bliver den skarpt optrukne triolyd en bjørnetjeneste for udtrykket, i pladens første halvdel?

Måske er det sangskrivningen, der trods fine, lyriske finesser oftest bliver klodset. Det er, som om Gudmand-Høyer indimellem kløjes i en lang sætning, og visse versefødder bliver decideret uskønne, når de synges. Den ellers hæderlige åbner ”Det magiske kontor” lider under, at titlen bliver gentaget igen og igen, mens ”Frossen ild” til tider snubler over sit eget forløb. Men igen er det ikke noget, der lader numrenes rockede udgangspunkt punktere i så høj grad, at det bliver decideret ubehageligt at høre på.

Det er dog, som om de mange tekstfloskler punkterer en række melodier, der aldrig rigtigt får vinger at flyve med. Dette er superærgerligt, når udgangspunktet ligger i enkel postpunk, i stil med Wire og Television. ”To toner” slæber sig af sted på et virkningsfuld krautgroove, mens Gudmand-Høyers stemme flyver over urværket som en engel. Men manglen på et reelt melodiforløb truer hele tiden med at vælte karosseriet. Værst er det dog på den unødvendige coverversion af ”Svantes lykkelige dag”. Selvom bandet forsøger at tilføje den gamle traver noget nyt og farligt, vil sangen for altid være at foretrække med Dissing og Andersen.

Der sker dog noget fra og med titelnummeret, som klart er pladens mest formfuldendte sang. Her er der simpelthen ingen slinger i valsen. Mikkeline Gudmand-Høyers guitar står knivskarpt, og Troels Bechs snublende delay-bas er en ren fornøjelse at lytte til. Når trioen endelig smider hæmningerne og kaster sig ud i et psykedelisk freak-out i sangens højdepunkt, står det pludselig klart, at det var det, der var savnet på pladens foregående numre. ”Forvandlet” er ikke bare en vellykket sang i albummets kontekst, men også et virkelig godt, dansksproget rocknummer i sin egen ret. Jeg er ret ked af, at jeg ikke nåede at få den på listen over årets danske numre inden GAFFAs sidste deadline.

Herefter følger sange som ”Søløve”, ”Dystre strenge” og ”Klovn”, der alle holder et stærkere niveau end pladens forudgående sange, og de ender med at redde en ellers kedelig lytteoplevelse hjem. For tilbage står Forvandlet som en fin – og faktisk også ganske vedkommende – dansk rockplade i en tid, hvor alt går alt for hurtigt og er kompresset og efterbehandlet i digital sovs.

Jeg ved ikke, om det var det lettere lallede navn, Benny Andersen-coveret eller de klodsede tekster, der i første omgang placerede en nejhat på mit hoved. Men Forvandlet er et rart bekendtskab, og hvis trioen tør give los og tage flere musikalske chancer, så kunne vi sagtens få endnu mere ud af Mikkeline & Flux på en eventuel treer.

Man kan vel med lidt god vilje sige, at jeg blev forvandlet? Til hvad ved jeg ikke…

 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA