x
Lhuma: Liminal Skin

Lhuma
Liminal Skin

ANMELDELSE: Elektroniske finurligheder kommer ep til undsætning

GAFFA

EP / Suddenly Silent
Udgivelse D. 10.10.2019
Anmeldt af
Kristina Grønning

Fire år efter sin debut er Marie-Louise Grund atter tilbage som Lhuma, hvor hun byder på drømmende og spidsfindig elektropop. Liminal Skin er gjort af fire popelektroniske produktioner, der bryder struktur og forventningernes spændetrøje.

Allerede i åbneren og titelnummeret fornemmer man, hvordan stolpesolide four-on-the-floor-rytmer er nederst på agendaen. Det, der starter som en minimalistisk og svævende melodi, ender med at drukne i sporadiske og kluntede trap-hi-hats.

Denne lyst til at eksperimentere går igen i den skæve ”Tell the Moon”. Men her er det mere vellykket. Der er en konkret fornemmelse af et beat, som baner vejen for højtklingende, skarpe synth-toner og Grunds intime og hviskende vokal.

”Resume You” er mere fintfølende, og sammen med ep’ens førstesingle ”Run” mærker man den søde dreampop, som er Lhuma. Her er der en god balance mellem melodi og produktion, som kompletterer hinanden godt.

Melodierne på Liminal Skin ikke er de mest mindeværdige, men de detaljerige produktioner fastfolder lytterens interesse og kommer ep’en til undsætning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA