NODE: Samme Vej

NODE
Samme Vej

Node er både Post Malone og Rasmus Seebach

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 08.11.2019
Anmeldt af
Jens Dræby

Med dette album nummer to fastcementerer den kurdisk-danske smørtenor, at han er både Post Malone og Rasmus Seebach. Tydeligvis ustoppelig og med et massivt råderum, der tillader Node at synge om hvad som helst med sin karakteristiske bløde vokal. Samme vej er usammenhængende, men kun fordi Node er fanget mellem rendyrket, fabelagtig popmusik, Gillis og Kesis sydlandske pasticher og underfundig slanglyrik.

Det utvivlsomt bedste eksempel på Nodes evner ligger i "Ra Ta Ta Ta", der lyrisk er usandsynligt fjollet, men takket være en næsten uforbeholden alvor omkring temaet i både Nicki Poondayehs produktion og Nodes stemme går sangen lige ind på samme måde som Post Malones mest infantile, autotunede ballader. Poondayeh bærer mindst lige så meget af ansvaret for Samme vej ved at have produceret samtlige tracks, og han viser sit værd på både den catchy, men konventionelle "Super Mario", men også episke ballader som højdepunktet "Bøn for mig" og det underspillede titelnummer, som åbner pladen.

De stærke sange bliver udhulet af den nye danske urbans krav om lige dele rap, r&b, franske-, spanske-, sydamerikanske inspirationskilder og selvfølgelig en knivspids genkendelige omkvæd med lånte vendinger. Det er svært ikke at tænke, at genren både fastlåser og forvirrer kunstneren i Node, som hurtigt bliver reduceret til den danske generation z's egen crooner, der leverer for hyggens skyld.

Node og Poondayeh bringer det bedste frem i folk, og flere af gæsterne på pladen er veloplagte som aldrig før. Jamaika gør en elegant duet på den hysteriske "Alt Under", ZK gør det som en dansk Post Malone over for Nodes flotte variationer på "Ghettostjerne", Larry 44 går den rappende Gilli til klingen med blæret dobbelt-tempo på førnævnte "Bøn for mig", og Stepz' vers på "Ra Ta Ta Ta" er noget af det bedste, energiske og overlegne, mellemfingeren har lavet i lang tid.

Når Samme vej alligevel ikke rammer de høje karakterer, så er det fordi, ambitionerne stadig kun er til popmusik, og det betyder, at det ujævne trumfer det gennemførte. Det er særligt ærgerligt, fordi potentialet er så åbenlyst, og fordi Node og Poondayeh tydeligvis har en magisk symbiose, der kan føre til årtiers popdominans. Dette album er dog stadig kun et ekko fra den kommende storhedstid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA