x
Squarepusher: Be Up Hello

Squarepusher
Be Up Hello

Åh! At være Luigi

GAFFA

Album / Warp Records
Udgivelse D. 31.01.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Britiske Tom Jenkinson – eller Squarepusher, som han er bedre kendt som – kræver, for elektronørder, ingen nærmere introduktion. Manden er et af de helt store ikoner på ’90’ernes såkaldte IDM-scene. Her blandede han sig med andre nylegender som Boards of Canada, Autechre og Aphex Twin. Alle signet til Warp Records. I øvrigt stadig et af tidens mest progressive labels, den dag i dag.

Alligevel har Squarepusher altid virket som et anderledes indslag på IDM-scenen. Mest fordi han ikke er omgærdet af den samme form for mystik som Warps andre kunstnere, men også fordi han, ad mange omgange, har eksperimenteret med andre genrer. Alt fra acidjazz i bandet Shobaleader One til instrumentalstykker for elektrisk bas. Den traditionsrige stilhed omkring genrens andre koryfæer er således ikke-eksisterende for Squarepusher, selvom Be Up Hello er hans første egentlige Squarepusher-album i fem år. Be Up Hallo er også blevet nævnt som en slags ”return to form” og skulle eftersigende være helt klassisk Squarepusher.

Og ”halleluja” synes man at udbryde, når de 47 minutter gjalder ud af ens højtalere. For her er ganske rigtigt tale om en gedigen Squarepusher-plade uden for mange dikkedarer. Alt, der kendetegner Jenkinsons særegne univers er intakt. De flydende, oftest melodiske synths præger hele albummet, med en typisk positiv dur-stemning, som også adskiller Jenkinson fra label-brødrene, der oftest gør sig i de mørkere stemninger. Samtidig brillerer Jenkinson på Be Up Hello med sit vanlige fokus på bas og beats, der oftest gør Squarepusher til en helt specielt lytteoplevelse. Dog er de mere jazzede indslag sorteret fra.

Det er tydeligt på pladens mere melodiske numre, hvor de analoge synths oftest har en nærmest drømmende karakter, mens bas-synth og trommemaskiner halser derudad i en spastisk mutation, der oftest pludselig breaker for derefter at introducere en ny type støj, der bliver moduleret til uigenkendelighed. Dette er et klassisk musikalsk greb i IDM, men Jenkinson formår altid at overstimulere virkemidlerne i sine værker, så det hele fremstår en anelse mere fjollet end hos andre. Og det er i øvrigt kun en kompliment herfra.

Med det i ménte virker det som om at Squarepusher er en anelse nostalgisk på Be Up Hello, for ud over at pladen kun er indspillet på en begrænset mængde analog udstyr, der skriger retro ind i ørene på dig, så lyder mange af numrene også som fjerne heltekvad fra '80 og 90’ernes spilmusik. Jeg fik allerede associationer ved første gennemlytning og afprøvede min tese ved at få læsterlige klø af en AI i Doom, mens jeg lyttede til albummet. Det virkede utrolig godt!

Nintendo-klassikerne spøger i kulisserne på ”Oberlove” og især ”Hitsonu”, hvis synthesizere minder om en narkotikapåvirket spadseretur gennem Super Mario World, mens ”Speedcrunk” sagtens kunne introducere et 8-bit-spøgelse, a la Kirby, i dine hverdages små mareridt. Samme nummer er sammen med vanvidsdrønet ”Terminal Slam” en fin sammenkomst af retrojunk og IDM-smadder. Højdepunkterne er dog uden tvivl ”Merkrev Bass”, der konstant truer med at glitche sig selv fuldstændig ude af kontekst og pladens genistreg ”Vortrack”, der lyder som et computervirus' monstrøse mutation. 

Det hele bliver oftest lige lovlig meget, og pladsens stille numre ”Detroit People Mover” og ”80 Ondula” mangler resten af pladens pondus, skønt de agerer tiltænkte breaks fra vanviddet. ”80 Ondula” fremstår dog alligevel interessant, da dens creepy stemning gav mig lyst til at forsøge at gennemføre det spil Quake, der i sin tid stoppede mit liv som gamer (Anmelderen var 10 år, red.). Så mange paralleller kan jeg faktisk høre til Trent Reznors sublime soundtrack til spillet.

Be Up Hello er ikke Squarepushers ”return to form” – og ved anmeldelsens afslutning er jeg ikke engang sikker på, om pladen er virkelig god. Dertil er virkemidlerne for få, sangenes udvikling for generiske, og de mange bingoshow-synths kan virke enerverende. Men samtidig er pladen en fornøjelse at lytte til, og det er en tilbagevenden til udgangspunktet, som visse fans vil elske. Personligt var jeg helt vild med Squarepushers 2012-album Ufabulum, og visse steder rammer Jenkinson denne plades hybrid mellem synth og beats, uden den tydelige inspiration fra clubbing og techno.

Men rammer Jenkinson sin karrieres højdepunkter fra tiden omkring Hard Normal Daddy og Music is Rotted One Note? Nej – det gør han ikke! Og behøver han det? Næ, det gør han ikke.  For selvom Be Up Hello er langtfra det mesterværk, man havde håbet – og selvom den måske ikke engang er rigtig god – så er det en underholdende, vedkommende og nostalgisk lytteoplevelse. Og kan man egentlig bede om mere?

Jeg følte mig igen som player 2 i min barndoms Nintendo-eskapader. Og ja! Jeg var altid dømt til at være Luigi…

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA