x
Enestående elementer i en ellers mangelfuld synergi

Freya Ridings, Store Vega, København

Enestående elementer i en ellers mangelfuld synergi

Anmeldt af Katja Sidenius | GAFFA

Arkivfoto

At træde ind i Vega på en stormfuld aften er som at se solstråler bryde igennem skyer. Venuet vibrerer af spænding og smil, der smitter. Duften af fadøl og koncerthusets varme belysning byder velkommen. Lyden af latter fylder lokalet, mens scenen stadig står tom. Selvom Freya Ridings er blevet rykket over fra Lille til Store Vega (hvor koncerten også oprindeligt skulle have fundet sted), har teamet formået at give publikum fornemmelsen af at stå på Ideal Bar: store, sorte gardiner splitter rummet i to på teatralsk vis og skaber straks en intim stemning. Den blåbelyste scene beder, diskret, om alles opmærksomhed, mens den stille komplementerer aftens drømmende sfære.   

Så snart klokken slår otte, går Jack Cullen på som opvarmning. Den unge, britisk-irske singer-songwriter charmerer sig øjeblikkeligt ind på publikum. Hans stemme, såvel som nærvær, fortryller. Hans lyd, såvel som tekster, tager en genvej til hjertet. Cullen bevarer roen, når lyden går og redder situationen ved at synge videre. Man mærker intet til hans selvproklamerede spænding, til trods for, at det er hans første turné. Kombinationen af Jacks gyldne lokker, guitarstrenge og tryllebindende vokal gør enhver lytter blød i knæene.   

Freya Ridings entré bliver varslet på storslået vis: med cello og cinematisk lys. Sangerinden lægger ud med "Love is Fire", men stemmen lever ikke op til forventningerne, der er blevet sat. Publikum er blevet inviteret til at drømme stort, men første sang falder til jorden. Den næste halve time er der et stort hul i samspillet mellem Ridings og bandet. Man sidder med et hemmeligt ønske om at separere dem. Man kan mærke, at begge parter har talent – men hver for sig. Baggrundens bas sniger sig hen over forgrundens sitrende stemme, som kæmper for at gøre teksterne troværdige.

Efter mainstream-numrene sker der noget magisk. Bandet går af scenen og Ridings står alene med sin guitar. Hun giver sig endelig hen til musikken, helt uden hæmninger. Under "Unconditional" bider man mærke i, hvor langt vokalen egentlig rækker. Hun leger med de bløde såvel som dybe toner, mens hendes tilstedeværelse fylder salen. Til "Wishbone" skifter hun over til klaveret – instrumentet der, uden nogen tvivl, passer bedst til sangerindens sjæl. Ridings formår at fortrylle, når hun er i symbiose med sin sang og sit instrument.

Under "Waking Up" sniger bandet sig tilbage med en drømmende lyd af synthesizer. Sammen skaber de et dystert, men indbydende lydbillede af søvn og skovbund, håb og ensomhed. Bandet starter og ender koncerten med et brag, hvilket er hvad står skarpest i publikummets minder, hvis man dømmer på de ivrige pift, brøl og tramp, der tigger om ekstra-nummer.   

Ridings er én, som man kan relatere til. Hun kunne være en veninde, som fortæller dig sine dybeste hemmeligheder på årets mørkeste nat. Hun kender tydeligvis til hjertesorg, en universel, utømmelig kilde for kunstnere, som hun ikke frygter at udforske. Hjertesorg er et tema, som aldrig svinder hen – en nødvendig inspiration for Londons unge sangskrivere.    

Freya Ridings største problem er, at hun er blevet sammenlignet med Florence Welch. I stedet for at efterligne Florence + the Machines storslåede univers, bør hun finde sin egen stemme. Koncerten blev et klart hit, så snart Ridings stod alene. Klaveret er en styrke, som hun burde udnytte. Freya gjorde, utvivlsomt, min mandag lysere, men før hun kan blive ugens højdepunkt, må hun skabe en scene som er enestående hende – og hendes.    

Sætliste:

Love is Fire

You Mean the World to Me

Elephant

Poison

Castles

Unconditional

Wishbone

Maps (Yeah Yeah Yeahs-cover)

Waking Up

Ultraviolet

Ekstra:

Lost Without You

Holy Water

 

 

        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA