x

Frank Frankie Ziyanak
Lad Mig Være Jeg Er Ensom

Simple sangskitser forlader aldrig landingsbanen

GAFFA

Album / Frankie Musikselskab
Udgivelse D. 17.02.2020
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Frank Ziyanaks enmandsband spiller sig i armene på 70'erne uden helt at skille sig ud

Ved første ørekast kan man ikke helt slippe fornemmelsen af, at vi er oceaner af universer væk fra phantastiske The Wong Boys eller Death To Frank Ziyanak. Så går man til denne udgivelse på dansk – og i egen ensom majestæt – af Frank Frankie Ziyanak, med de forventninger, så går man uforløst skuffet derfra. Men giver man Lad Mig Være Jeg Er Ensom tiden og dagen, så vil man finde ting en eller to derpå, der dufter lidt af fordums styrke. Ikke musikalsk. Men sangskrivermæssigt.

Frank Ziyanak er herlig excentriker. Både som person og musikalsk. Radio- og vicevært. Tatovør. Sangskriver. Han stiller ikke op for bollemælk. Strømmen har altid flydt imod ham og han imod den. Hvis der var noget, der hed dårlig smag, har han helt sikkert elsket den. Derfor giver det mening, at han udelukkende har stået for det hele selv. Både indspilninger, mix og masteringsproces. Ingen bånd til at binde ham.

Meget af omtalen vil givetvis falde på fordanskningen af John Lennons gamle protestsang ”Working Class Hero”, der på Ziyanask bliver navngivet ”Et arbejdende lig”. ”De tager dig i skole og holder dig hjemme/ De står på de svage og glor på de grimme/ Man bliver sgu så træt af at tjene deres penge" lyder det 70'er-idealistisk over et interimistisk hjemmeskole-beat og en ensom elektrisk guitar. Den dribler på den rigtige kant af gravrøveri, fordi Frankies vokal lyder insisterende rigtig. Der er lidt bidsk kant over sangen. Som vi ellers ikke drukner i. Desværre.

Ukomplicerede 70'er-vibes fra køkkenvinduet er der over hele albummet. Der gennemgående dufter, smager og lyder af en simplere tid. Hvilket illustreres af den sparsomme instrumentation. Det er som oftest Ziyanaks blide vokal, en guitar og trommemaskine, der fungerer som lydbilledet. Når det er godt som på albumåbner ”Jeg-form”, så er det ræddi godt! Især fordi den musikalske lillebitte naivitet – og kreativitet – nænsomt farvelægger dine sanser.

Desværre er det mestendels samme skitseskabelon, albummets ni sange er skåret efter. Og det gør dem lidt svære at skelne fra hinanden, som tiden går. For få ting, der virkelig skiller sig helt ud og planter foden hensynsfyldt i hovedet på dig, så det ringer lidt for ørerne.  Men spillelysten og modet til at være egen herre kan ingen tage fra Frank Frankie Ziyanak. Heller ikke her. Og ve den, der forsøger!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA