x
Hæsblæsende på to forskellige måder

Blanck Mass og The Comet Is Coming, Blanck Mass, Journey Fest., København

Hæsblæsende på to forskellige måder

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Arkivfoto af Blanck Mass

Vi blev blæst godt igennem. Først af overflod af mellemtone og maskiner, derefter af saxofon og livsglæde.

Journey Fest er stadig en svær størrelse at komme helt ind på. Idéen med at samle vidt forskellige udtryk på samme aften er god på papiret, men giver også ofte nogle koncerter, hvor der kan stå en masse mennesker der egentlig kun venter på det næste band. Eller som i går, hvor jeg tror rigtig mange opdagede et nyt band. Jeg tror, det er de færreste, der har lige stor interesse i både Blanck Mass og The Comet Is Coming, men aftenen viste både deres styrker og deres forskelle ret tydeligt.

Hvor skal vi hen?

Før de to udenlandske hovednavne spillede danske X & Yde. De to piger har hver for sig en række gode anmeldelser i ryggen, og på deres fælles projekt fusionerer de så Xamaneks elektronik med Ydegirls fraværende r&b-vokal. Og begge to kan for så vidt deres ting. Xamaneks produktioner er interessante, og der er gode lyde indimellem. Jeg kan ikke helt se, hvor det fører hen, og der hjælper Ydegirls abstrakte fraseringer heller ikke meget. Men uanset hvordan musikken lyder, så det er ret svært at komme ind på, når de gør så stor en dyd ud af at være kedelige at se på. Yde ser ud til at ville foretrække at være alle andre steder end på scenen, og hendes manglende interesse og energi er meget smittende.

Ikke at man behøver gøre det store ud af udseende eller publikuminteraktion. Når Blanck Mass indtager scenen bagefter, er det også i hverdagstøj og med et ensidigt fokus på sine maskiner. Men der ER i det mindste fokus.

Blank Larm

Benjamin John Power har i 15 år gjort scener utrygge verden rundt, med sit arsenal af larm, melodier, skrig og vrede. Da han går på scenen er det med præcis den blanding, og allerede i første nummer får vi støjen, det poppede synth-tema og vokalen. Og det er voldsomt! Manden er kongen af kompressoren, og hans evne til at lave nogle af sporene overkomprimerede og alt for tætte, samtidigt med at de andre flyver rundt i lydbilledet, gør hans numre til en uforudsigelig og dynamisk affære.

Jeg frygtede her, at resten af koncerten ville blive en monoton affære, hvis alle hans tricks var opbrugt allerede i første nummer. Men der sker noget, når der bliver spillet så højt, og det der på pladerne er ganske små forskelle, fremstår som vidt forskellige ting på scenen. Blanck Mass går fra Aphex-agtig skønhed, til bangin’ techno, slæbende hiphop-beats, ambiente stykker og over til de velkendte opklippede smadrede mure af larm. Alt sammen intenst og overvældende.

Blanck Mass er mange modsætninger, og de står langt stærkere på scenen end på indspilningerne. På den ene side er det et langt vitalt brøl af liv, men samtidigt er det ekstremt vredt. Og vreden er autentisk uden at få lov til at overtage og blive barnlig. Det er også meget hård musik, men baggrundsvisuals'ene er vældigt kulørte og giver et mere psykedelisk indtryk af kaoset. Jeg fornemmede en vis forvirring hos folk omkring mig blandt dem, der måske ikke helt vidste hvad de skulle forvente. Og det er da også overraskende, at en så brutal koncert ind imellem bliver spædet op med dance-agtige synthpads. Personligt oplever jeg, at det melodiske ikke bliver poppet, men bare endnu mere vanvittigt og øger kontrasterne i et i forvejen sammensat lydbillede.

En modsætning, jeg til gengæld ikke er så vild med, er kontrasten imellem kaosset og så de mere præprogrammerede tracks. Der var mistænkelig lille forskel på live-udgaverne og de indspillede, bortset fra noget med lyden. Der kunne jeg måske godt have ønsket mig at Power gjorde mere live og mærkede rummet og situationen. Lige i går virkede det meget fastlagt.

Når Blanck Mass er bedst, er det helt fantastisk. Og i går var der lange passager af perfekt lykke og hæsblæsende vitalitet. Men det måtte gerne have været højere, og så var det en alt for kort koncert, der primært efterlod en med en lyst til meget mere.

De Unge Vil Have Jazz

The Comet Is Coming fortjener respekt for at have placeret jazz på det unge landkort. Men de kan meget mere end bare det. Allerede før de er gået i gang, er det tydeligt, at det er et band, der har tænkt over alle dele af koncerten. Opstilling, outfit, lys og forløb er gennemtænkt. Måske også lige lovligt designet, men det virker.

Dan Leavers på analoge synths styrer det meste af slagets gang. Med fed synthbass og skarpe pads er der lavet et rum, der giver rigeligt plads til de to andre på henholdsvis trommer og saxofon. Max Hallet på trommer er eminent til både at kunne gå ned og krautrocke igennem, eksplodere i freejazz over hele det hele og videre til en regulær danserytme, der omdanner hele Vega til én stor dansefest. Det er to kompetencer, der danner et originalt og spændende lydbillede, men det er nok Shabaka Hutchings på saxofon, der tager det meste af fokus og er det nærmeste, de kommer en egentlig frontfigur. Sjovt med bar overkrop under overalls i denim. Arbejderklasse eller sofistikeret sexsymbol?

En flot, veltrænet, sort mand med munden fuld af toner og musikalitet. Der bliver blæst både melodier, soli, kærlighed og livsglæde. Hvert eneste lick, han laver kunne samples, og du ville have et old-skool hiphop-nummer næsten færdigt. Men her vil det meget mere, og det lykkes. Hutching looper sig selv, så han kan spille duet med sin egen sax, og det bygger op til ren eufori af kosmisk og poppet jazz.

Uden at det er tilsigtet, så får jeg kraftige associationer til de meget savnede Add (N) To X, men ellers er det ikke meget, de minder om. Når man beskriver det, kan det lyde rodet, men The Comet Is Coming er utroligt nemme at holde af, og det var en triumf på et fyldt Lille Vega, hvor selv de bagerste rækker dansede med. Et godt lydspor til udtrykket "livsglæde"

En forrygende aften med masser af indtryk. Journey fest fortsætter næste uge, hvor specielt Ho99o9 og Floating Points er værd at holde øje med.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA