x
Fåmælt og fremragende troubadour gav fuldstændig los

Ásgeir, VoxHall, Aarhus

Fåmælt og fremragende troubadour gav fuldstændig los

Anmeldt af Nicklas Christensen | GAFFA

Jeg skylder et gedigent ”om forladelse” til en vis person.

Som så mange andre i midten af 10’erne faldt jeg pladask for Àsgeir Traustis yndefulde falset-vokal og kundskaber på såvel klaver som guitar. På det seneste må jeg dog ærgerligvis indrømme, at jeg er begyndt at vakle i min tro. Hans sidste visit i Danmark i februar 2019, hvor Ásgeirs ellers velkendte musikalske inderlighed blev begravet i Bremen Teaters generelle lyd og udtryk, skuffede. Hans seneste album, Bury the Moon, som overordnet set synes at tage et skridt i retning af de mest intetsigende og grå afstøbninger, folktronica-genren har at byde på, skuffede også.

Denne aften i et proppet VoxHall starter dog anderledes lovende ud. Intimiteten synes at ligge i luften, og det udsolgte publikum stimler sammen om et fem-mands-setup, hvor Ásgeir i åbneren ”Lazy Giants” hurtigt indtager sin velkendte keyboard-trone. Et teknisk uheld ender ironisk nok med at tvinge den ellers så sky Ásgeir ud i publikumskontakt, og han bærer selvsikkerheden videre med overraskende selvfølge.

På ”Living Water” begiver han sig – på islandsk – ud i det der skal vise sig at være aftenens stærkeste vokalarbejde, og ”Pictures” præsenterer os for et rocket guitar-mellemspil, man savner på pladen. I ét strippes alt, hvad der kunne minde om forhastelse, og så er det pludselig kun Ásgeir, en akustisk guitar og et badende sollys-spotlight, der skaber de smukke rammer om ”On That Day”.

Tempoet får et opsving på ”Rattled Snow” og siden en tilbagegang på ”Underneath It”, uden at det forekommer forstyrrende. Dog synes lydbillede og vokal ikke at harmonere helt i top på den ellers fænomenale ”Stardust”, og ”Until Daybreak” fremstår som lidt af en fodnote – de eneste deciderede svipsere i potpourrien.

En ikke-udgivet islandsk version af ”Afterglow” bliver pludseligt tempomæssigt pulserende, og ”Dreaming” har også fået et facelift – denne gang med et progredierende trav, som munder ud i et overvældende og orkestralt klimaks, før fan-favoritten ”King and Cross” afføder – ikke overraskende – aftenens største jubelbrød fra de iagttagende.

Som en passende prik over i’et indkapsler ekstranummeret ”Going Home” stort set alt, hvad der har fungeret så fint gennem forestillingen – den stille og afdæmpede folks gennemgående brydning med det det accelererende og sydende og boblende elektro-slash-indierocks accentuationer. Som traditionen foreskriver, starter den hjempegende landevejsvise ydmygt og strømmende ud, men får langsomt, men sikkert et ordentligt nøk opad. Mens det opsatte lysshow febrilsk forblænder og forblinder, banker momentvise trommeslag, som var de gejserudbrud, og det himmelstræbende musikbagtæppe langsomt, men sikkert bringer først crescendoet og senere klimakset fejlfrit i land.

Her kunne Ásgeir og co. uden de store indvendinger velfortjent have nedpakket deres fem-mands setup og vendt snuden mod hjem, men afrunder med titelnummeret til den nyeste plade. Igen synes aftenens rendition at have det ekstra "umpf", studieversionerne på Bury the Moon som oftest kun kan tillade sig at spejde efter. Efter koncertens nok mest dansable sang er færdig, kan Ásgeir tage et velfortjent buk, han, meget karaktertro, ikke sådan uden videre synes komfortabel i.

Ikke desto mindre kan han gøre dette velvidende om, at han denne aften på mangfoldig og omslyngende vis har formået at fremvise de allerbedste sider af sit fine bagkatalog. Alt fra de velkendte hits som ”Torrent” og ”Dreaming” til de nyere tilkommende – ”Youth” og ”Turn Gold to Sand” kan fremhæves – fik et forfriskende puf bagi og en tur gennem den auditive nyfortolknings-maskine, hvor man dog alligevel på intet tidspunkt var tæt på at miste grebet i den overordnede røde tråd. Da først låget røg af, var det til tider decideret overrumplende.

Ved nærmere eftertanke vil jeg gerne veksle førnævnte "om forladelse, Ásgeir" til et rungende ”mange, mange tak, Ásgeir”.

Opvarmning: Hôy La

Forinden har det aldeles tunge og mørke, norske triphop-projekt Höy La åbnet ballet med en række tydeligt beslægtede skæringer, som alle både lyrisk såvel som musikalsk synes at omfavne dysterheden. Igen og igen bliver omfavnende, halv-ambiente toner løbende akkompagneret af dundrende og afformede bastoner, men tempoet løber ud i et og sangene ligeså. Det (potentielt) grandiose lydtæppe hungrer efter at blive fyldt ud, men må i stedet nøjes med til tider at blive lappet sammen af projektets umiddelbare centreringspunkt, Ingri Høylands Kvamstads udmærkede vokal, samt en klædelig synthesizer hist og her.

På trods af de lidet inspirerende skeletter, sangene er baseret på, befinder selvsamme Høyland sig øjensynligt som fod i hose i sit lydunivers. Som en døende rose i et ødemarkslandskab svajer hun igennem den selvkreerede dystopi, og det virker helt oprigtigt og autentisk, når hun før en af de mere gennemslagskraftige sange først må advare sit publikum, og siden med bævrende stemme tydeligvis er rørt over opførelsen. Indlevelsen synes i det hele taget ikke at fejle noget, men lydbilledet er – for nu – ikke helt interessant nok til at følge trop.

Ásgeir, Sætliste*:

1. Lazy Giants
2. Head in the Snow
3. Youth
4. Living Water
5. Pictures
6. On That Day
7. Rattled Snow
8. Underneath It
9. Turn Gold to Sand
10. Stardust
11. Afterglow
12. Dreaming
13. Overlay
14. King And Cross
15. Untill Daybreak
16. Torrent

17. Going Home
18. Bury The Moon

*Engelske titler udelukkende


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA