x
Real Estate: The Main Thing

Real Estate
The Main Thing

Nye takter, samme sound

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 28.02.2020
Anmeldt af
Nikolaj Sandberg

Real Estate er snart at betragte som et af de mere garvede bands fra den indiebølge, der skyllede ind over musikverdenen i midten og slutningen af nullerne. The Main Thing er således bandets femte album. Det er imidlertid et ganske interessant et af slagsen. Stridighederne mellem bandet og den tidligere guitarist og medstifter Matt Mondanile er kun taget til i styrke, siden han forlod bandet af årsager, der endnu står hen i uvisse, men dog indeholder beskyldninger om krænkende adfærd over for kvinder. Bandet har i diverse interviews ikke lagt skjul på, at perioden har været hård, og at The Main Thing således også har været et forsøg på at samle sig omkring det centrale igen, nemlig musikken.

Albumåbneren ”Friday” er en blid indføring på pladen, ingen skarpe kanter hér. Halvdovent bevæger den sig fremad med et vedholdende guitar- og basriff som central akse. Man læner sig tilbage, det er blødt og rart. ”Paper Cup” er i denne henseende mere i tråd med bandets tidligere materiale. Mere groovy, mere feel good, og et omkvæd, der kan være svært at få ud af hovedet igen. Der er sågar fundet plads til strygere, hvilket er noget ganske nyt for bandet, men som klæder melodien fint. Forsanger Martin Courtney har på omkvædet fået selskab af Sylvan Esso-forsanger Amelia Meath, og selvom hendes vokal kun optager plads som kor, står den i god samklang med Courtneys. ”Paper Cup” må klart være at regne som albummets bud på en hitsingle.

Albummet byder på flere forskellige musikalske komponenter end tidligere. Der bliver eksperimenteret mere, og generelt er eksperimenterne vellykkede. Real Estates lyd er umiskendelig melodiøs, og deres orkestreringer kan sagtens klare de ekstra lag. Brugen af trommemaskine er dog ikke et eksempel herpå. Jackson Pollis’ lækre fills har for mit vedkommende været én af de bærende grunde til at lytte til Real Estate. Det er normalvis legesygt og organisk at lytte til, men trommemaskinen sætter en brat stopper for dette. Hvorfor dog ændre på noget, der fungerer så godt? Albummets svagere sange er således dem, der bærer præg af den stivhed, som trommemaskinen foranlediger. ”Silent World” tjener som et godt eksempel. Trommemaskine, slideguitar og strygere er altså et besynderligt mix, og sangen noterer sig således ikke for mange stjerner i min bog.

Det gør ”Also A But” til gengæld! Sangen er den første skrevet af Mondanile-arvtageren Julian Lynch. Den adskiller sig fra mange af de øvrige ved at være knap så melodisk. Albummets legesyge og trang til at udforske når dog sit klimaks her. Courtneys vokal er mørkere og ligger en anelse længere tilbage i mixet uden dog nogensinde at forsvinde. Undervejs forefindes et væld af temposkift, hvor sangen næsten synes at nulstille sig selv. Dertil kommer, at udtrykket er betydeligt mere jazzet, hvilket den fjerlette guitarsolo blandt andet er med til at underbygge. Flere sange fra hans hånd, tak.

The Main Thing er en sjov størrelse. Den kigger fremad og tilbage på én og samme tid. Real Estates lyd er velbevaret og intakt, men albummet er samtidig en udvidelse af bandets musikalske udtryk. Det er således et album, der ikke vil skuffe gamle fans, ej heller skræmme nye lyttere væk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA