x
En ambient så intens, at det slet ikke er ambient mere

Kevin Richard Martin, Alice, København

En ambient så intens, at det slet ikke er ambient mere

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Med det bagkatalog kunne han have spillet hvad som helst, men i aftes koncentrerede han sig om én enkelt vigtig historie. Og den kunne mærkes i alle knoglerne.

Jeg ankommer kort før annonceret koncertstart og har et klart indtryk af, at frygten for Corona har holdt rigtig mange hjemme. Arrangørerne har været forudseende og lagt sækkestole, puder og tæpper ud, ikke for at folk kan chille, men også for at opfordre til at fordele sig i rummet, og ikke crowde sammen forrest. Godt tænkt!

Stærk support

Supportnavnet er en af Danmarks bedste musikalske hemmeligheder. Lars Lundehave Hansen har i 20 år imponeret mig under forskellige navne. Han har et helt unikt greb om klangfarver, og selvom hans musik oftest er ambiente flader, formår han at gøre lydene meget konkrete i rummet. I dag valgte han en ny strategi for at tydeliggøre det. Væk fra ambientens typisk bløde anslag og lange in- og udfadinger af lyde. Til gengæld var det direkte på og cuttet hårdt uden efterklang. Det krævede lidt tilvænning, så de første par minutter virkede rodede, tilfældige og kluntede på undertegnede. Men så fangede jeg pointen, og et skævt loop samlede det hele, og pludselig gav det hele mening. Og SÅ blev det vildt godt. Lange passager af udefinerbar skønhed, hvor bassen i bølgende puls rystede hele gulvet, imens hårde reallyde og effektede samples skar igennem røgen med iskold stilhed imellem.

33 minutter varede koncerten, og det var den perfekte længde til formålet. Vi nåede lige at komme helt ned i gear og helt op i forventning til, hvad lydsystemet kunne trække i forhold til genren.

En mørk historie

Vi ligger/sidder allerede på gulvet, inden Kevin Richard Martin går på scenen, og med den ekstra meget røg og lyset dæmpet helt ned, så er settingen helt perfekt for Martins historie. For det er tydeligt fra starten af, at han har et langt større fokus på sit narrativ, end Lars havde. Hvor Lars arbejder med glimt, der pludselig lander perfekt, så fortæller Martin en historie. En historie om dengang, hans kone og førstefødte var ved at dø i barselssengen, og Kevin Martin bare kunne se på og håbe på, at lægerne vidste, hvad de gjorde. Historien ender godt, men undervejs kommer vi forbi nogle meget mørke passager i den instrumentale fortælling.

Den sorte røg ruller ind over os, som personificeringen af den brutale bas, og de fragmenterede stumper af melodier hænger ensomt imellem de få fremmødte. Det er smukke tågede landskaber både i billede og lyd, og Martin står som en silhuet bag sit overfyldte bord, pakket med maskiner, og hvad jeg gætter på er en guitar han spillede på med bue. På intet tidspunkt ser vi ham i andet end modlys, og det er heller ikke ham, det drejer sig om. Det er fortællingen.

Vi er kommet for at høre ham opføre albummet Sirens, og det har en række interessante virkemidler, der bliver foldet helt ud i liveudgaven. Nogle lyde, der går igen på tværs af numrene, melodilinjer der går igen på tværs af numre og instrumenter, og så den knusende bas, der er som en levende organisme, der hele tiden forandrer sig og ryster vores knogler fra nye vinkler. 

Til gengæld virker historien ikke nær så mørk i live-udgaven som på albummet. Der er mere håb at spore. Men SÅ er det heller ikke lysere, og ind kommer den ondeste færge, vi drukner i bas, hele rummet sitrer, og ingen kan trække vejret. Kevin Martin styrer det rum med hård hånd, og vi får ikke lov til at slippe udenom. Det er ambient med så mange lag af suspense, at genrebetegnelsen næsten ikke giver mening mere.

Koncerten slutter – ligesom pladen – langt mere lyst end resten af koncerten, og det giver lige den snert af feelgood der skulle til. Martin siger et ydmygt ”thank You” og forsvinder. Det er det eneste, han har sagt hele aftenen. Vi sætter os blinkende op, og alle er som trådt ud en trance.

Jeg har set Kevin Martin flere gange, under andre navne, og det har mildest talt ikke været lige godt hver gang. Men denne gang lykkedes det for ham, ikke mindst i kraft af at lyden var væsentligt mere balanceret end de øvrige gange.

Der er noget helt særligt over at overvære en koncert liggende. Man kommer længere ind i lyden, når der slet ikke skal bruges fokus på at betragte musikere eller lysshow. Det var faktisk mest røg, vi så, men meget effektfuld røg. Allerede Lars Lundehave introducerede sit sæt med at fortælle, at han ikke var meget at kigge på, så vi skulle bare læne os tilbage og lytte. Og der blev de fleste af os gennem begge koncerter. 

Hvis det her ender med at blive den sidste koncert i et godt stykke tid, som noget tyder på, så har det været en rigtig god en at gå til pause på.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA