x
Childish Gambino: 3.15.20

Childish Gambino
3.15.20

Voksen, omfavnende og selvhøjtidelig Gambino

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 22.03.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Når man skal bruge et halvt dusin genrebetegnelser, referencer og vidtrækkende udtryk til at beskrive en lille times musik, så er der højt at flyve, men dybt at falde. Det lykkedes for Janelle Monáe på The Archandroid, men kun fordi hun hele tiden vendte tilbage til et ståsted med sin vokal og en gennemgående tematik. Donald Glover er efterhånden den mest imponerende altmuligmand i USA med kreative succeser på tværs af musik, film og tv. Man fornemmer den overvældende lyst til at prøve det hele med 3.15.20, og alligevel forbliver det ikke mere end en træt tjekliste med forudsigelig psykedelia, funk og filtreret falset.

Det er Kendricks skyld, det er Kid Cudis fejl, det er Kanyes fortjeneste. Når albummets fjerde nummer "12.38", umiddelbart kun navngivet efter dets tidsmæssige placering i spilletiden, spiller i 6 minutter og 32 sekunder og kører med et gyngende beat af Kendrick-kollaboratør DJ Dahi og får tid til små Prince-falsetbidder, et forfriskende stærkt vers af 21 Savage, en bro med Khadja Bonet og en outro med Ink... hvis det lyder kaotisk, så er det fordi, Glover hele tiden er videre til det næste. Selv My Beautiful Dark Twisted Fantasy kunne holde skruen i vandet længe nok til, at der opstod bare et nogenlunde abstrakt, men sammenhængende lydbillede på tværs af numrene.

Det efterfølgende nummer lyder som en fin funk-fortolkning, der engang var et værdigt radiohit, men har fået hipsterbehandlingen og nu lyder som en undermikset Soundcloud-bootleg. Det er dog alligevel svært at hade Glover og hans post-Prince/post-D'Angelo-lyd, der virkelig fungerer på numre som "39.28" og et stykke inde i "24.19". At numrene er navngivet efter, at det virkelig skal være en gennemgående lytteoplevelse, er formodentlig Childish Gambinos desperate forsøg på at samle trådene i noget, der ikke kun samler op på 2016's Awaken, My Love!, men også i en snæver vending leverer på den Black Skinhead-agtige industrial-hiphop, der gjorde "This Is America" til et øjeblikkeligt kulthit.

Numrene "Algorhythm" og "32.22" bliver dog som uværdige efterfølgere til gamle kultkomedier, både tåkrummende og en smule selvhøjtidelige. "So very scary, so binary, zero or one, like or dislike, coal mine canary, I dream in color, not black and white" lyder det gennem fyldt lommefilosofi på "Algorhythm" inden et omkvæd, der kun akkurat vinder ved at genoplive en tabt urbanlyd fra sidste del af det forrige århundrede. 

Selvom meget af albummet er elegant udførte genreøvelser, så er helheden ikke noget at blive begejstret over, hvilket er så ærgerligt, når det lyder, som om Donald Glover har styr på udtryk til mindst fem plader med samme skarpe koncept som udlevelsen af "Redbone" på forrige udgivelse. Han er både for voksen til rigtigt at lege tilstrækkeligt med idéerne og for barnlig til at bevare koncentrationen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA