x
The Reptones: Painkillers & Wine

The Reptones
Painkillers & Wine

Ingen brug for hovedpinepiller hér

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 27.03.2020
Anmeldt af
Nikolaj Sandberg

The Reptones er på deres femte album Painkillers & Wine svundet ind til en duo bestående af Bo Bech Alvin og Kim Heibon. Det er dog ikke kun numerisk, at bandet er skrumpet, for det samme kan man sige om deres lydlige udtryk, der under Nikolaj Nørlunds kyndige håndelag byder på et mere koncentreret udtryk end på de foregående udspil.

Førstesinglen ”Tried to be Nice” lægger sig umiddelbart i direkte forlængelse af albummets titel. Jeg fik i hvert fald lyst til at skænke mig et stort glas rødvin, og så ellers bare læne mig tilbage til dette nummer, der byder på nogle af Bo Bechs fineste linjer: ”Hawking made the world realize / Dylan made it cool to be wise / The Gods would party on and throw a dice / This guy just tried to be nice”. Skarpe linjer er der ellers nok at vælge imellem undervejs, men denne er dog en af dem, der virkelig sætter sig fast. Sangen er melankolsk, som pladen er mest, men den foretager ikke desto mindre en bevægelse udad mod verden.

”The King on My Island” er en drømmende og længselsfuld sag, der giver en fin forsmag på, hvor smuk en vokal Bo Bech besidder. Hans falset i omkvædet er helt spinkel og sårbar, den knækker næsten sammen under vægten af sig selv. Når samme linje senere næsten råbes, rammer det et blødt sted.

Der er dog for mange indslag undervejs, der ikke for alvor rammer dér, hvor det virkelig gør godt. ”57 Seconds to Oblivion” byder på et mere støvet, saloonlydende countryunivers, men det bliver desværre en smule kedeligt. Nerven fra de to forrige sange forløses ikke rigtigt. ”Young Lovers” formår heller ikke at løfte sig før helt til slut, hvor strygerarrangementerne sluger lydbilledet på ganske besættende vis. Titelnummeret kredser om altid at helgardere sig, aldrig vove at tage springet. Sangen er inderlig, og rødvinen skænker næsten sig selv. Endnu engang må produktionen roses – især Kim Heibons guitar lyder knivskarp.

Det er næsten med en vis ærgrelse, at jeg må betegne ”Silently Passing” som albummets stærkeste sang. Ærgrelsen skyldes, at denne i høj grad er den sang, der peger mest tilbage mod bandets tidligere materiale. Udvikling og forandring skal tiljubles, bestemt, men det er bare tydeligt, at det er lige nøjagtigt hér, at The Reptones er på hjemmebane og derfor lyder bedst. Det er tungere, mere rocket og mere ørehængende. Den afsluttende vuggeviseagtige ”Too Old to Lie” bliver derfor en uvelkommen formaning om, at klokken er ved at være mange, drik rødvinen ud og gå i seng, lyder det. Jamen, nu var vi jo lige kommet op i gear.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA