x
Alkymist: Sanctuary

Alkymist
Sanctuary

En livstruende bjørnekrammer

GAFFA

Album / Indisciplinarian
Udgivelse D. 01.05.2020
Anmeldt af
Keld Rud

18 måneder efter, deres debut sendte ildevarslende toner i æteren, er Alkymist parate med opfølgeren. Deres andet album har fået titlen Sanctuary, og det er mere eller mindre samme boldspil, der er kridtet op til i denne ombæring. Guitarerne er indhyllet i harnisk af fuzz-forvrængning, der udsætter trommehinderne for et truende tryk, som de hvert sekund kunne briste under.

Tempoet er, som doomgenren foreskriver det. Alkymist bevæger sig sjældent over tre knob. De er den musikalske ækvivalent til den enorme mejetærsker, som du møder på landevejen i sensommeren og må opgive at overhale og i stedet underlægge dig for at lade den bestemme farten. Vokalist Peter Bjørneg har næppe plejet stemmepragten med blødgørende urtete og dampe med æteriske olier mellem første og andet album. Hans røst er ru som sandpapir, og det begynder at kradse i halsen, når man blot hører ham sætte stemmebåndene i svingninger i få sekunder.

Otte numre udgør Sanctuary. Heraf er tre korte, atmosfæriske lydkulisser primært bestående af guitar. I ”S.O.Y.”s tilfælde suppleret af vokal. De resterende fem numre er relativt lange. ”Draugr” holder sig som eneste sang af disse fem under de fem minutter, mens såvel ”Desolated Sky” og ”Astral Haze” kravler på den anden side af de ni minutter.

Alkymist er ikke et band, der gør sig store bekymringer om at skrive fængende eller melodisk inciterende vokallinjer. Tilsvarende er de heller ikke store yndere af at lade guitaren begive sig ud i temaer eller lignende. Og i modsætning til nogle doom metal-udøvere bliver ethvert tilløb til groove og rytmik, der kunne sætte kroppen i svingninger, bragt til en ende, før det er kommet i gang. Det kunne ikke falde trommeslager Philip Kjær Morthorst ind at synkopere rytmerne det mindste. Han holder stålfast takten ved at banke på et, tro tre, fire og en sjælden gang på og-slaget.

Den primære sag i Alkymist-land er det stemningsbærende. De parametre er de fire musikere så i øvrigt ekstremt dygtige til at bearbejde. Sanctuary engagerer lytteren følelsesmæssigt, og man kommer lidt til at sidde og føle sig en smule intimideret af den monumentale musik, der fortrænger enhver lyssprække i miles omkreds. Musikken rummer masser af dynamikker, hvor mere afdæmpede passager og tunge nådesløse ditto leger tagfat med lytteren. Dette tagteam møder allerede lytteren på albumåbner ”Oethon”, som indleder med grove brøl og flæsende guitarer og skifter så over i nogle dystre, brudte guitarakkorder, der ledsages af en nærmest hviskende vokal.

Sanctuary havde mig i et jerngreb al den tid, jeg tilbragte i dens selskab. Jeg må dog også være ganske ærlig og indrømme, at selvom mødet sendte mig på en følelsesmæssig rutsjetur, hvilket de færreste albums gør, bliver det næppe et album, jeg kommer til at lytte til mange gange, efter at disse ord er skrevet. Dertil savner jeg ganske enkelt groove, melodi og harmoni i meget større målestok.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA