x
School of X: Armlock

School of X
Armlock

Den cyane skole plettet af pudderskyer

GAFFA

Album / Tambourhinoceros
Udgivelse D. 29.05.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Den første fuldlængde fra School of X er som en søndag morgens slumrende drømmefangeri. Solens stråler kravler ind ad vinduet, og du prøver ivrigt at holde dagen ude, mens du holder fast på den søde drøm, der langsomt opløses af virkeligheden. Der er ikke de klareste holdepunkter i Armlock, men som fuldendt lytteoplevelse er der en flygtig lyksalighed gemt i musikken. Det er sødt og cool på samme tid uden at stikke alt for meget i nogen retning.

Albummets niende og sidste track "Blood Flow" er det mest opsigtsvækkende på albummet ved at være en ballade lavet lidt som noget af Kissaways Trails falset-indie blandet med Sparklehorses drømme-folk. Det afgørende er dog teksten, der med ordene "blood flow like the Mississippi River" sender Rasmus Littauers univers ud i virkelighedens americana. Der kommer en krølle på albummet, og det gør Littauer til mere end en kunstner på skuldrene af genier. Han går så at sige i armlås med et udtryk, der ellers kan blive for frit svævende.

"Believe It" startes med en fin melodi af naiv melankoli, men forplumres for meget af elguitar og kradsende percussion. Langt hen ad vejen bliver vokalen en distance til lytteren, og undtagelsen bekræfter reglen på det følgende nummer "Parking Lot", hvor vi pludselig er helt tæt på med en ydmyg summen til lyden af sparsomme guitarstrenge. Sangen forvandles til en duet med en stemme, der formodes at tilhøre Soleima. Slet ikke en ringe sang, der minder lidt om Lydmor og Bon Hommes svært undervurderede samarbejde. School of X kunne som så mange andre være godt tjent med at satse mere på det enkle eller det frembrusende.

Singlen "Collarbone" har på sin vis en hel masse effektive virkemidler, der kommer til at arbejde mod hinanden. Lord Sivas mageløse, men flygtige gæsteoptræden trænger kun akkurat igennem de rå trommer, mens Littauers egen vokal lyder træt og doven under et beat, der skriger efter åbne arme og ufiltreret patos. 

Armlock er en plade, der ikke har ét bestemt minde, man holder fat i, men snarere en uhåndgribelig følelse, der hurtigt undslipper bevidstheden. En liflig oplevelse af en drøm, der var lystigt betagende og dragende fra start til slut. Du kan bare ikke rigtig forklare, hvad det er, fordi det hele bare virker for sammenblandet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA