x
Drake: Dark Lane Demo Tapes

Drake
Dark Lane Demo Tapes

Trendmageren Drake bliver i inderbanen

GAFFA

Album / OVO
Udgivelse D. 01.05.2020
Anmeldt af
Cillian Murphy

Der er efterhånden ikke den kulturelle trend, Drake ikke har kastet sig over. Musikalsk har han lånt fra både afrobeat på ”One Dance” og dancehall på ”Passionfruit”. Og så var der lige kærlighedsaffæren med det britiske grimekollektiv Boy Better Know. En ting er sikker: Drake er altid der, hvor det er hot at være lige nu.

Senest har Drizzy kastet sig over ungdomsappen TikTok med sin hitsingle/dance-tutorial ”Toosie Slide”. Her nåede #toosieslide en milliard views hurtigere end noget andet hashtag på appen. Verden over har millioner af børn og unge i coronakarantæne lært den fjollede dans, som er en subtil hyldest til Michael Jacksons Moonwalk. For en sand business man er det svært at ignorere de streams og potentielle certificeringer, der følger med sådan et stunt. Derfor står vi nu med mixtapet Dark Lane Demo Tapes.

Det er egentlig ikke, fordi Dark Lane Demo Tapes er et dårligt bekendtskab. Udgivelsen består af en masse demomateriale og officielt uudgivne sange. I vanlig Drake-stil er der en masse "rap-om-komplekse-følelser-i-Instagram-venligt-format".

Som på ”Deep Pockets” – en ærketypisk "her går det godt"-Drake-albumåbner. Først skues der tilbage til dengang, milliarderne stadig var en drøm. Linjen efter skrues der op for namedroppingen af mærkevarer og geografiske pejlemærker i hjembyen Toronto. Rimene er glimrende, men forudsigelige, og det samme kan siges om både ordspil og flow. Det hele er lette kalorier i form af fortrinlige appetizers, men der er også en grund til, at retterne ikke kom med på menuen til at starte med.

De strækker sig sjældent op fra bundniveauet, som retfærdigvis er temmelig højt i Drakes tilfælde. De steder, det gør, som på ”Chicago Freestyle”, viser canadieren alligevel, at kreativiteten er intakt. Giveons vokal på omkvædet ligner til forveksling Samphas på ”Too Much”, og pre-choruset, der interpolerer Eminem-klassikeren ”Superman”, symboliserer samtidig Drakes selvbillede.

Ingen supermand uden kryptonit. I Drizzys tilfælde har det altid været kvinderne, som har kunnet få October’s Very Own til at forfalde til antiheltegerninger. ”Losses” adresserer et forlist forhold og virker både i form og tempo som en slags fortsættelse af ”Lose You” fra More Lifemixtapet. Om end teksten tipper til den corny side, er der adskillige lyriske guldkorn på nummeret.

Og det er lige præcis i spændingsfeltet mellem det underspillede og helt overdrevne, at Drake er fedest at lytte til. Som på ”When To Say When”, hvor Jesus-referencerne går hånd i hånd med de næsten 10 år, Drake har tilbragt på Billboard-hitlisterne ("33 years, I gave that to the game/ 33 mil', I'll save that for the rain/ 500 weeks, I'll fill the charts with my pain/ 500 mil' and I'll fall back in the 6ix.")

Der er fortsat for meget lommefilosofi over monotone produktioner til at komme op i de højere luftlag. Selvom mixtapet er glimrende baggrundsmusik i en playlistekultur, savner man flere lag i produktionerne og det narrativ, man finder på et klassisk album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA