x
Solid underholdning på streaming-metal-festivals første dag

Anoxia, Chronicle, Killing, Boys From Heaven, Streaming for Vengeance - Nordic Noise

Solid underholdning på streaming-metal-festivals første dag

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Oprindeligt skulle Nordic Noise have været afholdt i denne weekend som en god gammeldags indendørs metalfestival i Amager Bio med masser af fadøl i det lange garn og headbanging ad libitum. Og som alle andre festivaler blev planerne for Nordic Noise blæst omkuld, da COVID19 og restriktionerne som følge heraf sendte planerne på en helvedes rutsjetur.

Man skulle tro, at festivalens initiativtager Michael H. Andersen levede efter devisen fra Chumbawambas “Tubthumbing”, for ikke så snart var Nordic Noise sendt til tælling, før hr. Andersen havde forvandlet Nordic Noise til en todages streaming-festival med undertitlen Streaming – With a Vengeance afviklet fra to lokationer i Danmark, den ene i Jylland, nærmere bestemt Black Box Live i Videbæk, og den anden på Sjælland, Karosserifabrikken i Helsingør, med fire optrædende bands hver dag. I øvrigt med en fuldstændig ny line up i forhold til den oprindelige festival 

Og voila, her sidder jeg så og er til metalfestival i min kælder i Nørresundby af alle steder. Og lad det være sagt med det samme. Streamingfestivalerne har nogle indlysende fordele såvel som ulemper, som man får øje på øjeblikkeligt. 

Fordele  

Man bestemmer selv, hvor høj musikken skal være, med mindre ens kæreste/kone/samlever/nabo har tøflerne på. 

Ølpriserne og udvalget er helt og holdent noget, man selv er herre over. Der er ingen kø ved baren.  

Der er meget store chancer for, at man vågner op, ikke nødvendigvis i sin egen seng, men i sit eget hjem.  

Ulemper 

Det er ikke en komplet oplevelse, hvor alle fem sanser bliver bombarderet med sved fra medpublikummer og hårkaskader, man får kastet i øjnene af ivrige headbangere, der står foran en. Så man har ikke samme fornemmelse af at være til stede.  

Merchboden stinker. Den består i bedste fald af det de T-shirts, man allerede har. 

Man falder ikke i en hyggelig samtale med andre festivaldeltagere. Man kan skrive kommentarer til de andre, der sidder foran deres pc, tablet, telefon eller lignende, og man kan snakke med sig selv. Men ingen af de ovennævnte muligheder efterlader en med en stærk fornemmelse af, at man er ved at blive noget af en særling på en ikke særlig fed måde.    

Anoxia ****

Se fotoserie af Anoxia

Første band på scenen i Videbæk var fynske Anoxia, der spiller en ret klassisk heavy metal. Lige så old school som det måske er, lige så svært er det ikke at synes om. Man kunne proppe de fire gutter ind i en tidsmaskine og sende dem tilbage til sluthalvfjerdserne i Storbritannien, og de ville passe perfekt ind. De har taget størstedelen af deres cues fra the New Wave of British Heavy Metal og krydret dem med en portion thrash metal, som den kom til udtryk hos Metallica på Ride the Lightning. Det fungerer.

Ikke mindst i en live-situation, selv med et publikum der sidder fjernt fra scenekanten. Vokalist/guitarist Lars Fredriksen har en ru røst, der samtidig sagtens kan bære en melodi. Fredriksens samspil med bandets anden guitarist Claus Nielsen er en af hovedattraktionerne hos Anoxia. De forstår at spinde et sindrigt væv af guitarharmonier ind i deres riffeskapader. Lyden var ganske god under hele Anoxias sæt, hvor alle fire bandmedlemmers respektive instrumenter kunne høres.

Gennem hele sættet adresserede Fredriksen det ikke tilstedeværende publikum med en gejst, man må misunde ham. Jeg havde godt nok svært ved at adlyde opfordringerne, når han gjaldede “Up with your hands”, men det skyldes måske, at jeg ikke kunne lade være med at tænke, hvor tåbeligt det måtte se ud med en voksen mand, der sad med hænderne entusiastisk i hævet i vejret foran en pc-skærm. “Rule the Storm” fra bandets seneste og andet album To the Lions var et af sættets højdepunkter. 

Anoxia afsluttede deres sæt med “Hell Bent For Heaven” fra deres første album A Lapdance for the Devil, og de forlod bestemt scenen med æren i behold. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det manglende publikum foran scenen trods bandets ihærdige anstrengelser betød noget for den energiudladning, der prægede koncerten. De er måske ikke jordens mest originale metal-band, men det, de gør såvel i forhold til deres karismatiske og arbejdsomme performance og den solide sangskrivning betyder, at de er rigtig godt selskab. Også sådan en fredag aften foran en pc-skærm i en kælder i Nørresundby. 

Chronicle *****

Se fotoserie af Chronicle

Der var et kærkomment kvarter mellem Anoxias og Chronicles sæt, som jeg brugte på at besøge mit i denne sammenhæng strategisk velplacerede og ditto forsynede køleskab blot 10 meter fra min plads foran skærmen. Chronicle spillede på Karosserifabrikken i Helsingør, og det var tydeligt, at det mere dynamiske kameraarbejde, der blev leveret i Helsingør sammenlignet med Videbæk betød, at deres musiks aggressivitet blev formidlet langt bedre gennem skærmen end tilfældet var med dagens første navn Anoxia. Der var samtidig en lyssætning, der bragede mere igennem, og det var også med til at suspendere distancen. 

Chronicle fra Frederikshavn spiller melodisk dødsmetal på et højt teknisk niveau. Det kan ikke undgå at undre mig, at musik af denne kaliber kan fremelskes i en afsidesliggende by af Frederikshavns størrelse, men det er måske netop forklaringen. Frontmand Lars Bo Nepper har et growl så drabeligt, at det alene kunne tage livet af en nyfødt, og de fire musikeres sammenspil er så nådesløst præcist eksekveret, at man kunne indstille schweizerure efter det.

Med en nærmest overlegen lethed fyrede de sange som “Reset to Zero”, “Living Hellscape” og “The Law of Retribution” af. Bassist Jacob Wammen stod med et stort dollarbredt smil plantet i fjæset under store dele af seancen så fasttømret at det skulle fjernes med en vinkelsliber. Begravet under de mange brutale fagter og anslag er nogle meget fine og majestætiske melodier, der er til stede i såvel riffarbejdet som de hæsblæsende soli.

I opstarten af “RRD” prøvede bandet sig med, hvad de formulerede som “social distancing crowd interaction”, der meget rammende indkapslede den enormt akavede situation. Vi derude bag skærmene blev opfordret til at kommentere med klappeemojien. Musik, der er så fysisk suggestiv fortjener at blive opført foran et frådende publikum, men kan den ikke det, ja så var det nok den næstbedste ting. 

Killing ***

Se fotoserie af Killing

Aftenens tredje band var Killing fra Djursland. Og det er altså ikke killing som i “se den lille kattekilling”. Det er killing som “nu slår jeg dig kraftstejlme ihjel med den her sløve økse”. Killing spiller thrash metal, og vel at mærke ikke på nogen moderne eller opdateret facon. Der er ingen sofistikerede finter eller smarte lån fra moderne metalstilarter. Der står skrevet 1985 i panden på de fire musikere, selvom de med nød og næppe var født det herrens år. Iført cargo shorts og thrash metal-T-shirts var stilen ligesom lagt.

Vokalist og bassist Soelberg har en stemme, der kan sende tankerne i retning af tysk thrash metals mest ru stemmer, Schmier fra Destruction og Mille Pentrosa fra Kreator, hvis de to herrer vel at mærke regelmæssigt gurglede hals i svovlsyre. Der er intet tilnærmelsesvist forsonende eller inciterende over Soelbergs stemmepragt og gud ske tak og lov for det. Det er sjældent, man hører en hyldest til et farvand i thrash regi, men det er Killing band for. “Straight out of Kattegat” besang de hjemlige kyster. Man kan nå langt med attitude og stilistiske manøvrer.

Killings største svaghed forbliver, at de skal tage alle stik hjem på den energi, de lægger for dagen, og deres valg af udtryk. I løbet af deres sæt fandt jeg forsvindende få musikalske plateauer, jeg kunne ligge min opmærksomhed på. Der var generelt for få riff, hooklines og rytmer, der formåede at tjekke ind i hjernebark, og efterfølgende blive der. “Before Violence Strikes” var sammen med den utroligt elegant døbte “Don’t Get Mad Get Evil” en undtagelse.

På førstnævnte fiskede Killing et riff frem, som Destruction ville have givet samtlige deres patronbælter for at få fingre i, og der var samtidig et omkvæd, der sad ganske godt i skabet. Sidstnævnte var blodtørstig direkte i sit ubønhørlige tag om lytterens strube, at man måtte gispe for at få vejret. Rigtig mange af leadguitaristens soli var virkeligt veleksekverede. Killing mangler som band at finde frem til et mere personligt udtryk. Og det er sagt med den største sympati for det ærinde, de er ude i. De skal bare lige have slebet skarpretteren, så begynder hovederne at falde.   

Boys from Heaven **

Se fotoserie af Boys from Heaven

Sidste band, Boys from Heaven, gik meget usædvanligt på før den programsatte tid. Samtidig indvarslede de et stilskifte af de helt store. Det syv mand store orkester fra København spiller pop/rock med umiskendelig firserfascination. De har uden tvivl også de musikalske muskler, der skal til at indløse ambitionerne. Heltene fra de sandsynligvis amerikanske forbilleder er blevet kigget godt og grundigt efter i kortene. West Coast-lyden bliver vakt til live, og man skal ikke have megen fantasi for at kunne forestille sig flere af bandets sange lyde på Sunset Strip i 1986.

I starten af bandets sæt var der nogle lydmæssige problemer, der dog blev rettet op på allerede i første nummer. Herefter var lyden til gengæld forbløffende god. I sanger Chris Catton har bandet en karismatisk frontfigur, der uden tvivl var festivalens mest selvsikre i den vanskelige disciplin at tiltale et publikum. Ikke mindst et ikke-synligt publikum. Det gjorde han formidabelt.

Hvis Catton gjorde et formidabelt indtryk mellem numrene, så gjorde hverken han eller bandet tilsvarende, når musikken spillede. Den boldgade de har sat sig for at betvinge kræver sangskrivning af høj, høj kaliber. Og der er de bare slet ikke. Som sanger er Cattons vokalpragt slet ikke der, hvor en Steve Perry eller John Waite er. Han kan ikke synge telefonbogen og få det til at lyde som Lennon/McCartney, Shakespeare eller Byron. Der skal nogle kompositioner til, som Boys From Heaven på nuværende tidspunkt bare er langt fra. Det er et ganske sympatisk band, men med en sløv sangskriverpen bliver det aldrig en god oplevelse. 

Og således var første dag af Screaming for Vengeance forbi. Jeg er glad for, at jeg hverken skal finde mit telt eller en taxi, men bare kan liste op af trapperne og finde min gode gamle seng. Jeg ser frem til mere musik i morgen!      

LÆS OGSÅ: REPORTAGE FRA DAG 2: Rock og metal i streamende strømme

Festivalen i Vibebæk er arrangeret af Michael H. Andersen i samarbejde med:

Anders Buch / AB Sound Productions
Rune Svejstrup, Rasmus Meyer og Danny Petersen / Idle Hands
Rene Brink / Main Hustler Production
Jeff Kwadwo Knudsen / JK Media
Daniel Friis / Lysdesign
Allan Guldborg / United Light & Sound


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA