x
Håkan Hellström: Rampljus Vol. 1

Håkan Hellström
Rampljus Vol. 1

Syv lidt for hurtige fra uregerlige Håkan

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 15.05.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

At der altid har været fart over feltet hos svenskernes popyndling Håkan Hellström, er ingen nyhed. Og det gælder både musikalsk og i publikumsopbakning. Som en markering af hans 20-års jubilæum var der planlagt intet mindre end fire koncerter på Ullevi Stadion denne sommer, som nu er udskudt et år.

Måske er det derfor, at rastløsheden har taget lidt overhånd på Rampljus, der er første halvdel af Håkans 10. album. Sidste halvdel kommer om et par måneder. Den noget ufokuserede energi på udspillet kan selvfølgelig også være en konsekvens af indebrændt rockenergi fra forrige udspil Illusioner, hvor den elektriske guitar var udskiftet med Göteborgs symfoniorkester.

Under alle omstændigheder er Rampljus ikke helt på højde med Göteborgdrengens vanlige standard, og det er på trods af, at han ellers gør det, han er bedst til. Nemlig at gå på røvertogt i musikhistorien. Håkan Hellströms varemærke er, at han er eminent til at omskrive populærmusikkens store sange til sine egne. Og det gør han så sandelig i den hæsblæsende åbningssang "Alla drömmar är uppfyllda”, der er et totalt ripoff af The Whos ”Baba O’Riley”. Selvfølgelig omskrevet til Håkansk og leveret med usvigelig sikkerhed og charme. Her er man i det allerbedste selskab og kan bare knuselske ham.

Effekten af denne frække start holder sig desværre ikke gennem de syv sange, der har sine op- og nedture, men mest af alt virker noget flakkende og desperate i en søgen efter en form, der kan rumme energi og virkelyst. Den velkendte melankoli er til stede sammen med hans melodiøse guitarpop, men Håkan overtænder simpelthen undervejs.

Vi mærker og hører hans svenske tristesse i den fint løbende ”Tillsammans i mörker”, der er en hæderlig Håkan-sang med fine vokalarrangementer og gnistrende guitarer. Men hans stræben efter fællessang på ”Vägen med regnbågen över” virker lettere forceret og slutter abrupt midt i opbygningen. Decideret galt går det i ”Bit dig i läppen”, hvor han forsøger sig ud i en slags houselyd, der ligger så evig fjernt fra hans musikalske dna.    

Rampljus er indspillet med Hellströms trofaste samarbejdspartner Jocke Åhlund, og de er gået efter en organisk retrolyd med masser af kor og old-time-guitar. Det løber sine steder nærmest ud i en syrerock, der i ”Studentfylleflaken” virker melodiøst fortabt. Så er der mere opfindsomhed i den finurlige ”Va inte född att följa efter” med tværfløjte som melodiførende instrument.

Det lyder til, at Håkan Hellström har haft det mere end bare fornøjeligt under indspilningerne, men til næste halvleg skal han til at tøjle energi og ideer, så han igen rammer ind i kernen af sin musikalitet og stærke kompositoriske formåen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA