x
Diplo: Diplo Presents Thomas Wesley Chapter 1: Snake Oil

Diplo
Diplo Presents Thomas Wesley Chapter 1: Snake Oil

Albuer mødes frem for omfavnelse af country

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 29.05.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Her er en mand, der elsker at hoppe ud i noget nyt og demonstrere sin allestedsnærværende alsidighed i sin decideret verdensomspændende popmusik. Om mange år vil musikverdenen se tilbage og se en masse tråde lede direkte til Diplo, fordi han tit har dedikeret sig til udtryk som dancehall, trap, poppet EDM og en renæssance af Justin Biebers lyd. Her på dette narre-country-album har han umiddelbart bare lagt en bunke tracks i samarbejde med b- og c-listesangere og så satset på, at han kan ride på bølgen af den umiddelbare fordærvelse af country-pop. 

Egentlig havde det været at foretrække, at Diplo havde defineret nutidens country-pop som den skamløse snylter på urban og hiphop, den er. Kunstnere som Sam Hunt, Florida Georgia Line og Dustin Lynch har for længst solgt genren til trommemaskiner, AutoTune og synthesizere, og det skal ikke nødvendigvis være en dårlig ting. Særligt ikke når man tænker på Lil Nas X' kæmpehit og Young Thugs gentagne anerkendelse af cowboydermusikken. Diplos plade er bare ikke det. Ligesom albummets titel lyder musikken ugennemtænkt og mere Kygo-pastiche end som et egentlig bidrag til det uoverskuelige landskab af interessant popmusik.

Det starter egentlig rigtig godt. Orville Pecks intro lægger op til noget sjovt og spændende, og med det uundgåelige remix af "Old Town Road" i bunden af tracklisten er der sat en fed cirkel i saloonen med en sherif, der uden tvivl har evnerne, men meget hurtigt viser sig at skyde forbi med begge seksløbere. Albummets utvivlsomt bedste nummer, "So Long" er et fint startskud, med den fortrinlige Cam på et simpelt og besnærende nummer, der minder om Beth Dittos solomateriale bare med Cams smagfulde countryklang og nogle genretypiske strygere. Det er en ufattelig spiselig omgang fra Major Lazer-frontfiguren, der ofte ellers ikke er bleg for at presse de mere hidsige EDM-numre.

Langt det mest skuffende med Snake Oil er, at produktionen er voldsomt intetsigende og anonym. "Dance with Me" med en af frontløberne for den nyere, kunstige country, Thomas Rhett og den førnævnte skingre rapper Young Thug siger alt om albummets lyd og dens ligegyldighed. Nummeret i sig selv burde være et selvfølgeligt homerun, men kører i stedet på en tørlagt rutine med "na-na-na"-omkvæd og et gråt guitargroove, selv countrymusikken ville gabe af. Ud over en håndfuld tilforladelige numre er albummets eneste kvalitet, at man som nysgerrig lytter på streaming kan dykke ned i de forskellige gæsters output, der som regel er langt bedre, end hvad de præsterer med Diplo.

Det er svært ikke at lade Jonas-brødrene indsmigre dig på den hundredeogtyvende DJ Snake-efterligning, "Lonely", og trailertrap-stjernen Blanco Brown står egenhændigt for at give Diplos seneste udgivelse lidt kant på "Do Si Do" med hyggeligt, åndssvagt omkvæd og mundharmonika-trap. På den anden side hører man Zac Brown og Danielle Bradbery blive kvalt i en dødssyg og melodramatisk Chainsmokers-lignende ballade og Noah Cyrus, der på akavet vis gør enhver opmærksom på, at storesøsteren ville have gjort lige netop det her så meget bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA