x
Muzz: Muzz

Muzz
Muzz

Super-indie-gruppes kosmiske americana føles universel

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 05.06.2020
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er ikke fordi, at det cool newyorker-band Interpol har vadet i succes med deres seneste udgivelser, hverken kunstnerisk eller kommercielt. Faktisk ikke siden Our Love To Admire fra 2007 har bandet bevist, hvorfor de fra årtusindskiftet med rette tilhørte superligaen i den nye amerikanske post-punk-revival. Sidenhen har de hverken virket inspirerede eller har fundet melodien. Mellem Interpols langsommelige udgivelsesfrekvens og bandpauser har sanger og guitarist Paul Banks udgivet under pseudonymet Julian Plenti og overraskende samarbejdet med hiphop-musikeren RZA på albummet Anything But Words under navnet Banks And Steelz.

Med trioen Muzz tilføjer Banks et nyt kapitel til sin musikalske løbebane. “I stole away from my house dispising you” lyder det fra Banks på den atmosfærisk vuggende og stenede ”Evergreen”. Her frigør han sig på det nærmeste fra Interpols snærende bånd med de tilhørende Joy Division-stiløvelser. Sammen med barndoms- og high-school-vennen Josh Kaufman og Matt Barrick har han dannet en slags indie-supergruppe. Multimusikeren Josh Kaufman har et alenlangt CV som producer og musiker for bl.a. The Hold Steady, The War On Drugs, The National og Josh Ritter, mens Matt Barrick har beriget Jonathan Fire*Eater, The Walkmen og Fleet Foxes med sit blændende trommespil.

Muzz' debut i eget navn må kandidere til årets mest døsige debut, der trods sin tilbagelænede tone formår at virke komplet fuldendt, fordi kemien mellem de tre bandmedlemmer i den grad er til stede. Allerede fra åbneren ”Bad Feeling” fornemmes den skrøbelighed, der også gemmer sig mellem rillerne på udspillet, hvor sax og engleagtige korvokaler flyder himmelsk sammen. Trioen havner heldigvis ikke i supergruppens tvivlsomme suppe (tænk: Zwan, Freebass, Monsters Of Folk), tværtimod.  

Her er ingen smarte afstikkere eller usammenhængende tricks. Muzz holder sig til formlen og virker som mere end bare end et sideprojekt, der med sin fuldendte tone hænger sammen fra start til slut. Som på de lidt mere up-tempo ”Red Western Sky” og ”Everything Like It Used To Be” med Banks' dybe baryton, der finder vej ud i solen tilsat tonerne fra Laurel Canyon, hvor bands som Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash & Young regerede i slut-tresserne.

Netop Neil Young går igen flere gange på Muzz' alternative og kosmiske americana, som på de støvede og dragende ”Patchouli” og ”Chubby Checker”, hvor Banks med tryglende vokal og dramatik i blodet forstår at tilsætte dramaet til de underspillede toner. Som trumf på de to slutnumre ”All Is Dead To Me” og ”Trinidad” allierer trioen sig med brass-kvartetten The Westerlies, der lader Muzz' psykedeliske rock svæve ud i det store rum. Muzz' debut er som en rus, hvor Paul Banks med sine to venner sætter en ny musikalsk dagsorden med deres tidløse og universelle americana. Den cool musiker er om noget gået i kredsløb uden for Interpol. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA