x
Liam Gallagher: MTV Unplugged (Live At Hull City Hall)

Liam Gallagher
MTV Unplugged (Live At Hull City Hall)

Solid, men også upåfaldende session med Liam

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 12.06.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Hvor Nirvana i 1993 indspillede deres ikoniske MTV Unplugged-koncert i New York, takler Liam Gallagher sit andet forsøg med formatet i knap så glamourøse Hull. Til selve koncerten blev der spillet 15 numre, som i denne albumversion er nede 10. Gæt selv, om det er numre fra Liams solokarriere eller Oasis-tiden, der skåret fra.

”Wall of Glass” fra 2017 åbner albummet skarpt. Orgelet og det gospel-klingende kor komplementerer Liams vokal godt. Kor, strygere og klaver formår også at understøtte en stærk udgave af ”Once” fra sidste år.

Klassikeren ”Some Might Say” bliver leveret i en lidt gumpetung version, hvor det er, som om det akustiske guitar-setup og klaveret skubber den over linjen til en boogierocket lejrbåls-slager. Der er for lidt bid i denne udgave, trods klædelig publikumsdeltagelse. Faktisk giver publikums hyppige råben på ”Liam Liam Liam!” mere en stemning af klassisk koncert frem for en intim og unplugged optræden.

Langt bedre farer ”Cast No Shadow” og den sjældent spillede ”Stand By Me” der, med Oasis-originalen Bonehead på guitar, står som et par af albummets fineste øjeblikke. Bonehead der, som Liam tørt konstaterer, nu har spillet MTV Unplugged to gange. Den oversete perle ”Sad Song”, fundet på vinylen og den japanske udgave af Definetely Maybe, fungerer også godt. Sigende for nummerets kvalitet er, at det er en af dem, storebror Noel også har spillet solo, og her får den en næsten Led Zeppelin’sk stemning.

”Champagne Supernova”, den episke lukker fra What’s the Story (Morning Glory), får også lov til at slutte koncert og album, men hvorfor den skal skæres ned til mindre end halv længde, virker mystisk. Nej, man kan selvfølgelig ikke fylde op med pompøs guitarlir til en unplugged koncert, men når man har strygere og band i ryggen, virker denne version noget ærgerligt amputeret og lukker ned, lige da den har fundet momentum.

I 1996 forlod Liam i en sky af pints, røg og selvdestruktion Oasis’ MTV-gig og efterlod brormand Noel til at takle guitar og vokal. Dette album retter lidt op på den blamage, men vi er på ingen måde på klassiker- eller 1996-niveau. Liams vokal er skarp, musik og setup velklingende, men det bliver alligevel aldrig rigtig nærværende og mere end en okay liveoptagelse. Særligt når man tænker på, at der tidligere på året blev udgivet en Acoustic Sessions, hvor halvdelen af dette albums numre også er repræsenteret, i noget nær samme opsætning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA