x
Genfinder livemusik-euforien med publikum

Kwamie Liv, Nicklas Sahl, Alex Vargas, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Genfinder livemusik-euforien med publikum

Anmeldt af Sarah Daugaard Rose Hansen | GAFFA

Det er tre velvalgte artister, der i aften befinder sig på scenen i Musikhusets corona-koncert-format. Vi sidder i den Store Sal, hvor der almindeligvis vil være 1.500 siddepladser til salg, men i dag har der været 500. De tre artister ligger alle inde med nogle af de helt store stemmer i dansk musik og tilhører på hver deres måde måske mest en singer-songwriter-niche, der er ideel til at blive skåret helt ned til benet: en stemme og en guitar, foran et begrænset og siddende publikum.

Jeg har før oplevet alle tre artister live, og der har det også været den mere intime siddekoncert med Kwamie Liv, der gjorde det største indtryk på mig. De store følelser, inderligheden og nærheden til musikeren føles tættere og kommer til sin imponerende musikalske ret i omgivelserne, der havde givet en helt anden stemning på eksempelvis en festival.

En festival-koncert havde højst sandsynligt ledt til andre sangvalg og bands i baggrunden for artisterne, hvilket jeg ved at de tre artister også mestrer, men der er nu noget helt specielt ved at få sat deres talent i spotlight, helt solo, denne varme juniaften i Aarhus. Det er ikke det brag af en fest ,det havde været at komme på festival, men aftenens koncertdeltagere har bestemt fået en once in a lifetime på opleveren i stedet.

Kwamie Liv *****

Sidste år nær denne tid havde jeg altså også fornøjelsen af at se Liv på selvsamme scene. I aften fik jeg dog fornemmelsen af at have oplevet noget helt særligt. Kwamie Liv ligger inde med sin helt egen hæse – og hæsblæsende – vokal, som man til enhver tid vil kunne kende hende på, når man først har hørt den. Ligesom sidst jeg var her, kan man fornemme på folkene omkring mig, at det ikke er alle der kender den talentfulde artist i forvejen, men de glemmer hende helt sikkert ikke efter i aften.

Liv starter ud med en balladeversion af sin hit-single “New Boo”. Det fungerer rigtig godt, selvom jeg alligevel må ende med at foretrække den indspillede version, med fuld skrue og produktion på. Det sætter dog en positiv tone for den næste halve time, som kun kommer til at byde på flere sjælfulde øjeblikke med gåsehud og en tåre i øjenkrogen.

Det er faktisk ikke meget af hendes egen musik, vi får at høre, da hun har hele tre coversange med, men det fungerer. Det fungerer, fordi Liv med stor inderlighed, oprigtighed og kærlighed får formidlet den situation, vi alle sammen befinder os i lige nu, også gennem netop sit sangvalg. Hun fortæller, hvordan krisen for hende har ledt til, som for så mange andre, at man stopper op og oprigtigt mærker hinanden. Lytter til hinanden og er der for hinanden. Vi har stået sammen i et fælles mål og vist, at det kan lade sig gøre, når det gælder, at rykke et helt folkefærds adfærd. Og det er virkelig smukt og betryggende i en usikker og kaotisk tid.

For det er langtfra alle problemer, der er løst endnu i samfundet, men måske netop krisen har været skubbet, der var brug for, hvilket også leder Liv hen til et cover af Bob Dylans “The Times They Are a-Changin”. Dét nummer er det sidste i rækken, hvor musikken hovedsageligt bliver båret af Livs stemme og en akustisk guitar. Noget, der fungerer rigtig godt, og også bedre end klaveret på åbningsnummeret. Det føles, som om der bliver mere plads til sange i aftenens format, som måske ikke var taget med normalt. Sange, der viser Kwamie Liv fra sin allermest talentfulde side. 

Til sidste nummer trækker Liv et strålende cover af den danske sangskat, Kim Larsens “Pianomand” op af hatten. Her kommer hendes kompagnon på klaveret også helt passende i fokus, og mellem det smukke klaverspil og Livs endelige magtdemonstration af sin vokal ender publikum med stående applaus og gåsehud på armen. Man føler sig fuld af kærlighed, da Liv forlader scenen, efter at have leveret et musikalsk imponerende og samtidig samfundsrelevant sæt.

Nicklas Sahl ****

Den unge singer-songwriter har haft fart på karrieren, siden han startede for et par år tilbage, og det er da også til at forstå, for når en stor inspiration for Sahl er stjernen Ed Sheeran, så er der også kun én vej, og det er opad. Til hans glæde kan jeg informere om, at damerne bag mig i salen da også ender med at sige, at “det er da den danske Ed Sheeran” vi har med at gøre. 

Sahl er alene på scenen med sin guitar og må minde sig selv om, at han skal huske at introducere sig selv efter at være startet lige på med den første sang – det glemte han nemlig i går. Generelt skifter stemningen og snakken til det lidt lettere og mere humoristiske med den unge mand fra Hadsten, der let vinder point med københavner-jokes over for et ligeledes jysk publikum. Sahl har en meget naturlig charme over for sit publikum, som han holder fast i, sættet igennem.

Overordnet har Sahl styr på det musikalske, men det er, som om det ikke helt når den samme dybde, som man fandt med aftenens første kunstner. De første par sange bliver vel fremført, men føles meget, som man ville have hørt dem med band, og altså uden en følelse af den unikke oplevelse og version af sangene. Det bliver med andre ord meget efter bogen og lige ud ad landevejen. En imponerende bog, men ikke den man husker først lige i aften.

“The Miracle”, som Sahl har skrevet med en Grammy-nomineret sangskriver i Nashville, bliver spillet på akustisk guitar, hvilket bliver et højdepunkt i sættet. Det er på disse par sange, man virkelig mærker Ed Sheeran-referencen, som altså unægteligt gør sig bedst i aftenens format.

Sahl slutter af med sit kæmpe radio-hit “New Eyes”, som tekstmæssigt giver bedre mening efter historien om, hvordan drengen fra Hadsten jo altså måtte flytte til København, for der er ikke mange, der bliver verdensstjerner i ellers gode gamle Jylland. At vende hjem efter at have startet et helt nyt storbyliv, hvor man arbejder for sin drøm om musikken, må angiveligt give både byen og én selv nye øjne på hinanden. Det tror jeg, alle unge, der er flyttet til byen for at studere, og som vender hjem til jul kan genkende – alt er forandret, og alt er alligevel det samme.

Alex Vargas *****

Jeg ved ikke, om det nogensinde ville være Vargas muligt at have så exceptionelt dårlig en dag, at jeg ikke ville kunne anbefale alle, jeg møder at høre ham live. Og sådan fornemmer jeg også aftenens resterende koncertgængere har det. For at holde temaet og sige det på jysk. hold nu kæft, den mand kan spille og synge, og det beviser han særligt i aften.

Vargas formår at være et helt vanvittigt mix af rockstjerne og mørk, intim romantiker. Flere af sangene bliver taget fra det helt stille med Vargas og en guitar til at køre et loop af produktion i baggrunden på fuld smadder, eller også får vi et break med rock-guitar. Det var ikke noget, jeg havde troet kunne lykkes eller fungere i det intime set-up for aftenens koncerter, men ud over måske lidt for meget baggrundsproduktion til nummeret “Shackled Up”, så formår Vargas altså at presse grænserne og finde en rigtig god balance mellem det intime, følelsesladede udtryk og det larmende, rå udtryk.

Med Vargas taler musikken for sig selv. Teksterne bliver så tydeligt og hjerteskærende fremført, at det slet ikke gør noget, at han ikke ved, hvad han skal sige i pauserne af ren eufori over at stå på scenen igen. Fordi “vi spiller bare noget musik”. Man kan ofte godt føle, at en kunstner ikke kommer ud over scenekanten, hvis de ikke snakker med publikum, men det er utroligt lidt, der skal til, når Vargas står på scenen og har den energi med, som han netop har i sin musik.

Også han har følt presset med ikke at have lyst til at udgive noget under corona-krisen, for hvad nytter det, hvis man alligevel ikke må tage ud og spille den for nogen? Det er dét, denne lumre sommeraften handler om, for artisterne såvel som publikum: At mærke og dele musikken i samme rum. Vargas formår med en stensikker vokal også at frembringe gåsehuden hos publikum. Han er helt til stede i følelsen, når han synger en sang, og det kan man mærke endnu tydeligere end normalt i aften.

Vargas ender vist i ægte rockstjernestil med at gå lidt over tid og kalde Liv og Sahl ned på scenen til en sidste stående applaus fra et overvældet publikum. Jeg tror, mange sidder med den samme følelse som jeg gør: at man faktisk havde glemt på kort tid, hvor stor en oplevelse livemusik er. Måske også fordi mange faktisk ikke har oplevet den intime livekoncert før. En oplevelse, Musikhuset satte de perfekte rammer for denne sommeraften, selvom vi nu alle håber, både det og landets resterende spillesteder og koncertsale snart må blive vækket ordentligt til live igen, så vi kan spille og høre noget mere livemusik sammen. 

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA