x
Crystal Shipsss: Scorched

Crystal Shipsss
Scorched

Skønheden findes i knitrende mislyd

GAFFA

Album / Raw Onion
Udgivelse D. 05.06.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Der var engang en musikgenre, der hed lo-fi. En genre, der søgte en dyb og åndeløs skønhed gennem lydkvalitet, der var under al kritik. Oftest skabt af bagmænd og kvinder, der alle sked pokker i hi-fi-produktioner, fordi sangene og sandheden var vigtigere end popularitet og airplay.

Naturligvis findes lo-fi stadig, men i disse tider er god lydkvalitet blevet alle mands eje, så de knitrende lo-fi-produktioner er mere blevet en gimmick end en egentlig genre. I dag har de fleste råd til en laptop med et eller andet lydprogram, der kan få dit billigste plastickeyboard og truthorn til at lyde som The Neptunes. Derfor vil nærværende anmelder vove at påstå, at lo-fi-musikken, med Daniel Johnston og Sparklehorse som genrens stjerner, er så godt som død og borte.

Dette er der ingen, der har fortalt Jacob Faurholt, som har fortsat ufortrødent siden den danske lo-fi musiks storhedstid i 00’erne. Faurholt var en af hovednavnene i en genre, der døbte sig selv NWD (new weird Denmark), som indeholdt så kendte navne som David Neuer, Magnus Fuhr, The Presidents Heart og Mother Sparrow.

Faurholt lå selv i den mere folkede og behagelige ende af denne scene, men havde han brug for noget adspredelse, forvandlede han sig til Crystal Shipsss, der har gjort sig i alt fra doom metal til særegen artpop. Og nu er Crysal Shipsss tilbage efter fire år, med et album, der opsamler løse tråde fra Faurholts gemmer.

Og det er virkelig lo-fi, så det batter, men hvor man normalt tænker klokkespil og akustiske guitarer, mødes man i stedet af mudrede vokaler og kraftigt distortede guitarer, der konstant runger rundt og omgiver lytteren med forvirrende, omskiftelige nuancer. Samtidig er Scorched helt utrolig smuk, når den først rammer en og spiller på følelsernes lettere smadrede harpestrenge.

Schorched er et utrolig kort album på blot 22 minutter bestående af sange, der enten smadrer en til plukfisk eller efterlader dig som en grædende skal af et menneske, og et par svipsere, hvilket desværre trækker ned, når albummet er så kort. ”Black Forest” er en småfjollet ballade, med lettere usammenhængende guitarforløb, en skinger melodica og et skævt omkvæd, mens ”Scary Mountain” og titelsangen er smadret no wave punk, der stopper, når sangene først for alvor begynder at sparke røv. Og det er især ærgerligt, for ”Scorched” er en virkelig lovende omgang smadder, med et legetøjskeyboard, der lige nøjagtigt er muligt at høre igennem den vanvittige mur af distortede guitar.

Det efterlader dog lytteren med seks utrolig forskellige og helt forrygende sange. Den kradsbørstige åbner ”Solar People” banker lytteren direkte ind i Crystal Shipsss' lydunivers med Faurholts altid lyse vokal og en valsende rytmebund, der stilles i kontrast til mudrede, tunge fuzz-guitarer, og sangen kulminerer i Faurholts vræl i sangens outro. ”Fire” er et fantastisk godt rocknummer, båret op af trommerne fra et Casio-keyboard og pulserende, tunge guitarer, der oftest droner videre, mens uhyggelige samples og sære stryger-synths lægger en knugende gyserstemning i baggrunden.

Selve sangens lange mellemstykke lyder som en blanding af Sonic Youth og Tangerine Dream, men står alligevel for sig selv. ”Control Your Fear” bør også fremhæves for sin perfekte blanding af højfrekvent spansk guitar og loopede maskintrommer, mens Faurholt synger med fra noget, der lyder som et badeværelse på kanten af verdens jordens ende, indtil hele det tomme billede igen omfavnes af flotte melodica-flader. Toal 90’er-slacker-alarm!

På balladesiden er der mindst lige så meget at komme efter. Den monumentale ”Tooth” bæres kun af rumklangsbehandlede guitarer, en fjern synthdrone og Faurholts lyse stemme, og den isnende lo-fi produktion kommer virkelig til sin ret her, hvor guitarernes naturlige klang skaber en sær, symfonisk overtone i de skæve, digitale rum. Og det er bare pisse smukt.

My Morning Jacket-fortolkningen ”The Bear”, hvor Faurholts stemme virkelig er stjernen, er ikke blot bedre end det oprindelige oplæg, men krøller originalen hårdt sammen og tørrer røv i den. Så meget smuk tristesse er der i kombinationen af udefinérbar, ekkobehandlet percussion og nænsomt spillede akustiske guitarer, at det fik undertegnede til at fælde en tåre, da jeg hørte den første gang.

Afslutteren ”Sun” opsamler hele herligheden på en fin facon, hvor en fjern fuzzguitar og en ditto mur af guitarstøj akkompagnerer en sørgmodig klaverballade, der lyder så fjern og fin, at det er lige før, man har lyst til at række ud efter sangeren, der synes at forsvinde ud i mørket.

Jeg ville så gerne kunne give Scorched fuldt hus, da dette er en plade, der virkelig viser, hvorfor lo-fi-musikken stadig bør tages seriøst. Crystal Shipsss beviser netop, at de helt store følelser findes i små, mørke kamre, hvor støvet ligger sig på de rustne overflader. Indimellem lyder Faurholt meget som genrens helt store stjerner – især Sparklehorse. Faurholt synger sågar indimellem som Mark Linkous, hvilket kun er et plus, da Linkous stadig er savnet, efter han skød sig selv i hjertet.

Nuvel! fem stjerner til Crystal Shipsss, selvom jeg var tæt på kun at give fire. Der er simpelthen flere, der er nødt til at opdage, hvor meget nerve og sjæl der kan være i båndoptagelser og musik, der er lavet af nødvendighed mere end for profit. Faurholt holder fanen fra tiderne med labels som BSBTA og onlinefora som MyMusic højt, og måske signalerer Scorched, at Danmark er klar til en NWD-revival? Det må tiden jo vise.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA