x
Mansfield: Star-Crossed Lovers

Mansfield
Star-Crossed Lovers

Et skud popvitaminer fra en bedre tid

GAFFA

Album / DME
Udgivelse D. 29.05.2020
Anmeldt af
Jens Bager Vang

Trænger du til et skud popvitaminer fra en svunden tid med mere solskin og ungdommelig lykke, så er der al mulig grund til at tjekke Mansfields debutalbum ud.

Mansfield er en københavnsk kvartet, der spiller klassisk britisk 60’er-pop/rock med få afstikkere til 90’ernes og nutidens britpop. I udtryk og stil minder de en del om Beatophonics, der i de senere år ligeledes har taget de klassiske dyder frem igen i dansk kontekst. Det er Merseybeat og British invasion for fuld skrue.

Det helt store spørgsmål ved en sådan udgivelse er derfor – hvorfor skal man sætte den på i stedet for The Zombies’ Odessey and Oracle, The Beatles’ A Hard Day’s Night eller The Kinks’ Face to Face? Det kommer vi tilbage til.

Albummet er (vel)produceret af Jakob Winther, og sangene er forholdsvist let tilgængelige og afviger for det meste ikke fra traditionerne. Teksterne handler om kærlighed – såvel den svære og uforståelige som den lette og lykkebringende af slagsen.

Åbneren ”A Place in the Sun” omhandler som rigtig mange af de 60’ersange, Mansfield læner sig op ad, drømme om fremtiden, og hermed er stilen lagt for resten af albummet. Der er guitarkanter, et overraskende berusende mellemstykke og lange keyboardflader, der er med til at løfte sangen op. Jovist, Mansfield kender de forskellige tricks og virkemidler og bruger dem særdeles effektivt.

På balladerne ”Lie to Me” og Woman Of My Dreams” lurer faren for stilstand lige om hjørnet, men de bliver reddet af en melodisk nysgerrighed, der i stil leder tankerne hen på det sene Oasis. Christian Stages vokal får her også lov til at vise et flot og rent register.

I mine ører er ”We Suffer In Silence” med sine breaks, melodiens brug af trin 7 på durskalaen og en tekst, der effektivt bryder med resten af albummets naivitet, et nøglenummer. Flere sange med dette format og skift i udtrykket ville efter min mening kunne løfte helhedsindtrykket endnu længere op.

Der er tydelig vis tale om en gennemrutineret band, der har skræddersyet deres udtryk til lige præcis den musik, de spiller – de effektive hooks, de vedholdende kor og de kontante markeringer af taktslag.

Svaret på spørgsmålet i indledningen må være, at man skal høre Mansfield, fordi de har et talent for at skrive melodiske sange, og fordi de udviser en spille- og livsglæde, der er smittende. Derudover er det forfriskende at høre et band, der kaster sig hovedkulds ind i musikhistorien og ikke er bange for at falde igennem. Sidst, men ikke mindst er der et meget højt niveau hele albummet igennem og ingen svage øjeblikke.

Set i forhold til sangenes kvalitet og det, at albummet er så helstøbt, som det er, er jeg nok en smule nærig med stjernerne. Det skyldes dels, at rammen gør, at man sætter albummet op mod de helt store klassikere, og dels at en sang som ”We Suffer In Silence” indikerer, at de måske kan noget mere og endnu større end det, de viser her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA