x
En ekstraordinært storslået oplevelse

GinmanBlachmanDahl, Haveselskabets Have, Frederiksberg

En ekstraordinært storslået oplevelse

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Bassisten Lennart Ginman, trommeslageren Thomas Blachman og pianisten Carsten Dahl udgør tilsammen en af Danmarks bedste og mest bemærkelsesværdige jazztrioer. De er hver for sig og sammen mesterlige. Vidende, vidtfavnende og virtuose.

Ginman er sikkerheden selv på bassen, ét med sit instrument, rutineret og nysgerrig, innovativ. Blachman er lige så rutineret, men en mere rastløs sjæl, der varierer sit spil og fremmaner de mest raffinerede nuancer i det. Dahl er den åbne gavebod, der pr. refleks hiver små og store, melodiske perler ud af papiret. Og sammen er de altså – med deres forskellige temperamenter – en trio-oplevelse af sjælden styrke.

Lørdag aften spillede de i Haveselskabets Have på Frederiksberg – på den scene som Restaurant Mielcke og Hurtigkarl har stillet til rådighed sommeren over. Og selvfølgelig gjorde de det formidabelt, de tre herrer. I momenter fandenivoldsk, i andre respektfuldt og roligt. De spillede og skabte (reelt nye) standards, var ikke altid enige om, hvad de skulle spille, men leverede igen og igen en meget potent og dog nonchalant indsats, som fint blev rundet af med ”Somewhere Over the Rainbow”.

Af uransagelige grunde var der masser af tomme stole foran scenen. Det burde der ikke have været. For de tre er tilsammen af international klasse – på grund af deres individuelle virtuositet og på grund af deres sammenspils kvalitet. Deres niveau er ekstraordinært. Kommunikationen telepatisk.

De kender hinandens idiosynkrasier og temperamenter efter mange, mange år som trio.

Alt det fremgik af deres sammenspil i Haveselskabets Have lørdag aften. Derfor blev det også en storslået oplevelse, som gerne må gentages!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA