x
Juice WRLD: Legends Never Die

Juice WRLD
Legends Never Die

Tabt poptroldmand i egen juice

GAFFA

Album / Interscope
Udgivelse D. 10.07.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Det er kun bekymrende, at denne specifikke sammenblanding af trap og Blink-182's pop-punk har taget så mange, alt for unge, alt for uforløste talenter. På det første oppustede og oplagt selvhøjtidelige posthume Juice WRLD-album hører man til forandring en kunstner, der meget mere end XXX og Lil Peep var lige på trapperne til at blive en verdenserobrer og trendsætter for fremtidens popmusik.

Storheden åbenbarer sig ved at lade sig sænke ned i sovsen eller juicen fra Legends Never Die, som ved de første omtrent 20 minutter vil være en træg og sumpet gennemgang. Albummets anden halvdel viser sig om et omvæltende og ikke mindst gennemarbejdet livtag på mange inspirationskilder perfektioneret af og med Juice WRLD. 

Albummets 14. nummer, "Wishing Well" er indeholder størstedelen af essensen på det pompøse album. Med rette er nummeret, som let kombinerer Lil Peeps emo med Post Malones polerede auto-croon steget i popularitet lige siden udgivelsen. Man finder den samme type overoprigtige, lidt tåkrummende sangtekster spredt ud over albummet, men Juice henter her udtrykket hjem med hjælp fra Dr. Luke på den enkle og effektive produktion og naturligvis evnen til ramme en vokal, der på én gang er mere alsidig end Posts vibrato og skæv nok til at fuldende denne sære genres mål for fremtidens poplyd.

Det er forbavsende effektivt at skrue lidt på XXXtentacions maksimalistiske tilgang til rap, trap og rock. Igen fordi Juice WRLD har talentet og den rette tilbageholdenhed til at kunne levere tracks som "Come & Go" og "Man of the Year", der begge markant skiller sig ud med uptempo guitarriffs. Særligt sidstnævnte fremstår som et forvrænget cover fra start-00'ernes pop-punk. Juice WRLD lyder for alvor til at være tabt, nøjagtigt som han var begyndt at skabe et massivt grundlag for en lyd, som indtil nu har været for rå og kantet til mainstream.

Mange af de første numre er i kontrast til albummets sidste halvdel fuldkommen ligegyldige og en slags fanservice til de fans, der vil have den playliste-venlige Juice med rapsang på sløje trapbeats. Det er alligevel, som om det første gennemlyt til dels redder de svage sange. Legends Never Die har den helt særlige effekt, hvor fordybelse bliver belønnet og lytteren nærmest belønnes ved hvert gennemlyt.

Som enhver udforskning og forståelse af ny musik vil man også hurtigt begynde at forstå Juice WRLDs sprog eller verden, om man vil. En sang som "Titanic" er ved første lyt akavet, kværulerende og selvmedlidende, men når man har det samlede udtryk i hovedet, så lægger man mærke til nuancerne i sangen bag den kiksede tekst, der blot er en konvention for stilen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA