x
Solide sange og småskinger stemme

Aura Dione, Stella Polaris DIY (livestream)

Solide sange og småskinger stemme

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Denne sommer er der som bekendt ikke meget, der er, som det plejer. Heller ikke for chillout-festivalen Stella Polaris. Den har siden begyndelsen i Aarhus i 1997 været gratis og samler hvert år tusindvis af tilhørere i København, Aarhus og skiftende andre danske provinsbyer med dj’s og livenavne. Sådan skulle det desværre ikke gå i år grundet den allestedsnærværende coronakrise, men arrangørerne Kalle B og Nicka Kirstejn har tænkt alternativt.

De har derfor valgt at livestreame festivalen og opfordrer folk til at holde deres egen festival derhjemme under navnet Stella Polaris DIY. Samtidig afvikler de festivalen i Bakkehusets Have på Frederiksberg for 75 siddende gæster, der til en afveksling skal betale for at komme ind. Til gengæld får de mulighed for at komme helt tæt på musikken og kan tilkøbe en seksretters menu. Og det er normalt at sidde ned til Stella Polaris, på tæpper i bedste picnic-stil, så det burde ikke være et problem at holde folk siddende i år.

GAFFA har også tænkt lidt alternativt, så vi har sendt en fotograf af sted for at dække festivalen, mens anmelderen sidder hjemme bag skærmen i Aarhus og skriver om udvalgte navne på den heldigvis solbeskinnede begivenhed. Heriblandt dagens andet livenavn, sanger og sangskriver Aura Dione, som har medbragt Andreas Lund på akustisk guitar og den efterhånden allestedsnærværende og da også fremragende cellist Live Johannson. Selv spiller Dione akustisk eller elektrisk guitar på visse sange.

Jeg har altid haft en svaghed for Aura Diones særegne stemme, som er meget følelsesladet og ofte ligger på kanten til det småskingre, som om hun er lige ved at bryde ud i gråd, men alligevel holder balancen. Især i begyndelsen af koncerten i dag er det dog lige ved at kamme over, som om Aura Dione overdriver sine fraseringer, eller der er for meget rumklang på mikrofonen. Det bliver lidt bedre, som den 40 minutter lange optræden skrider frem, men mikrofonlyden er altså ikke så god, som den var på den første liveoptræden med Freja Kirk. Hvordan det har lydt i Bakkehusets Have, kan jeg af gode grunde ikke vurdere.

Lyden på den fingerspillede akustiske guitar og den både vemodigt klingende og mere rytmisk pågående cello er til gengæld fin, og sangene er gode. Aura Dione spiller numre helt tilbage fra sit første album, Columbine fra 2008 og til og med dette års ep, Fearless Lovers, og sangene fungerer godt i dette skrabede setup. Der er heldigvis god variation i sættet med både helt stille sange som den indledende ”Into the Wild” og den meget smukke ”Picture of the Moon”, midt-tempo-numre som ”In Love With the World” og hurtige bangers som de countrypåvirkede ”Shania Twain” og ”I Will Love You Monday (365)”, der går direkte over i hinanden.

Vi får også en helt nyskrevet, solid sang, ”Revolution of Love” påvirket af Black Lives Matter-bevægelsen og en diskussion, Aura Dione havde med en god ven efterfølgende – og inspireret af Tracy Chapmans ”Talkin’ ’bout a Revolution”. Aura Dione har aldrig lagt skjul på sin fascination af Chapman, og hendes debutsingle ”Something from Nothing” – som vi ikke hører i dag – sendte i sin tid mine og mange andres tanker i retning af Chapmans gennembrudshit ”Fast Car”. Hvilket absolut ikke gjorde noget.

Af mig uvisse årsager taler Aura Dione primært engelsk til publikum. Måske tænker hun på sine udenlandske fans, der muligvis følger med på skærmen – Aura har også et pænt publikum i især Tyskland, men det virker lidt mystisk. Nå, lad det ligge, det var en absolut fin optræden – som dog ville have været endnu bedre, hvis der lige var blevet justeret lidt på vokal-lyden.

Sætliste:

Into the Wild

Song for Sophie

Revolution of Love

Picture of the Moon

In Love With the World

Shania Twain

I Will You Love You Monday (365)

Can’t Steal the Music


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA