x
Travis: 10 Songs

Travis
10 Songs

Søvndyssende sølvbryllupsindie fra Travis

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 09.10.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

I år kan de sympatiske skotter i Travis fejre sølvbryllup. Uden kriser, uden udskiftning i besætningen og uden, at der er rokket meget ved lyden, der ved årtusindskiftet gjorde konstellationen Fran, Dougie, Andy og Neil til stjerner.

Men måske er dampen, og inspirationen ikke mindst, ved så småt at være gået fløjten? Man kan starte med titlen. 10 Songs – ja, det er jo, hvad det er, hverken mere eller mindre, men også noget fantasiforladt og/eller demonstrativt simpelt.

Åbningsskæringen ”Waving at the Window” er Travis, når de er bedst. Fran Healys lyse vokal understøttet af rockinstrumentering, hvor ikke mindst bassist Dougie Payne får lov til at fylde noget. Det er usentimental melankoli, smuk melodi og måske endda et lille elegant nik tilbage til bandets 2002-single ”Flowers in the Window”.

Herefter mister albummet ret hurtigt disse klassiske forcer og skruer op for klaver, strygere og lap steel. Det giver en country-vibe på ”Butterflies” og ”The Only Thing”, men ikke noget, der rigtigt tilføjer noget interessant til numrene. På sidstnævnte kommer der dog et nyt element ved, at Fran Healy på vokalen suppleres af The Bangles-sangerinde Susanna Hoffs, hvis hæse vokal står fint op i mod Healys mere spinkle stemme.

På ”A Ghost” bliver der igen skruet lidt op for de elektriske strenge, og singlen er klart et højdepunkt på et album, der i den grad savner noget bid. Teksterne har en lidt sørgmodig stemning og cirkler om kærlighed og at blive ældre – hvilket med garanti ligger bandmedlemmernes hjerte nær, men det lyder ikke som om, det for alvor er noget, der plager eller skræmmer dem.

Numre som den langsomme ”All Fall Down” og lukkeren ”No Love Lost” har hele tiden temaerne kærlighed og sorg holdt lidt ud fra kroppen, så det ikke virker nærværende. Det bliver aldrig numre, der mere end kradser i overfladen, og måske er det fordi, at tingene ikke er vildere i Camp Travis? Det er jo på alle måder fair nok, men kombineret med et udramatisk musikalsk setup bliver det bare aldrig mere end en pæn, men også søvndyssende oplevelse. Eneste virkelig inspirerende nummer er ”Nina’s Song”, der i arrangement opnår en helt Beatlesk stemning.  

Hvis man sammenligner med Coldplay, et band en smule yngre, men med samme musikalske udgangspunkt, kan man måske nok diskutere, hvor vellykkede alle deres musikalske krumspring har været, men de har gjort noget. Udviklet sig. Travis’ umiddelbare tilfredshed med stilstand og status quo virker, efterhånden, lidt tung at danse med, og det er svært at forestille sig, at 10 Songs vil skaffe dem mange nye fans. Dertil er der for lidt energi og for lidt på spil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA