x
6ix9ine: TattleTales

6ix9ine
TattleTales

Der mangler en emoji, der brækker sig i regnbuens farver

GAFFA

Album / Create Music
Udgivelse D. 04.09.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Visionære og ambitøse kunstnere som Lil Jon, Fatman Scoop og Wacka Flocka Flame har banet vejen for alle, der ønsker sig at råbe over bragende hiphop-beats. Det var lidt, som om Tekashi 6ix9ine var den naturlige udvikling af de mest rabiate tendenser i amerikansk "rap", eller hvad man efterhånden skal kalde det. Folk vil vredt kommentere, at det i hvert fald ikke er hiphop, ej heller urban, der i lang tid blot har betydet musik fra sorte amerikanere. Trap-betegnelsen har efterhånden taget en tørn som EDM og dækker over meget af det, som rockelskere eller boomere slet og ret synes er dårlig musik. Med 6ix9ine og TattleTales er den også god nok.

Fortællingen om den råbende sanger dækket til af regnbuens farver blev hurtigt den om en skurkagtig kujon, der er villig til at gøre alt for slippe gennem fængsel hurtigst muligt. Pengemaskinen bag 6ix9ine har med det nye album brygget videre på fortællingen og lader vokalisten lægge sig fladt ned og grine og grine.

Albummet bygger videre på den mere poppede lyd, som 6ix9ine skabte med Nicki Minaj på "FEFE" fra 2018s DUMMY BOY. Hvert eneste nummer på TattleTales er bare plaget af ét enkelt problem, 6ix9ines enerverende levering. På den stort set idéforladte "Locked Up Pt. 2" og de følgende numre "TUTU" og "WAIT" lyder det for en stund, som om han gransker sig selv og udforsker et andet udtryk end det voldsomt hysteriske, men så kommer numre som "Charlie", singlen "Trollz" og "Nini", og vi er tilbage på afsporet.

Albummet burde ikke have eksisteret. Det er et værk, der udelukkende eksisterer som en trodsighed eller som en såkaldt måde at trolle 6ix9ines haters. Det værste er næsten, at produktionen på pladen kunne godt fungere, og det hører man, så snart Tekashi overlader nummeret til de gæster, der er desperate nok til at blive associeret med det efterhånden vanvittige brand.

Førnævnte "Charlie" lyder som et udvandet Lil Jon-track med en gæsterapper, der synes, Mac Miller var bedst på "Donald Trump". Albummet er bedst ved de lidt fordummende latin-trap eller dancehall-agtige tracks "YAYA" og "NINI" med dancehall-kendis Leftside. På sidstnævnte høres det kort, hvordan 6ix9ine engang mestrede både den hidsige vokal og det effektive flow. "Rocket in your pocket, like Kim Jong-un, leave him in a coma, like Kim Jong-un, body operation like Kardashian" sprutter et menneske, som efterhånden er mere SoMe-personlighed en egentlig musiker.

Albummets polerede overdrev minder egentlig om Lil Jons undervurderede og massive værk Crunk Rock fra 2010. Den afgørende forskel er naturligvis, at Lil Jon altid har kendt sine grænser, mens 6ix9ine hele tiden søger at overskride dem. Det er der formodentligt en del fans i, men selve musikken er i store træk spild af gode, overdrevne beats.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA