x
Michael Falch: Forår I Brystet

Michael Falch
Forår I Brystet

Længslen hiver poetisk i Falchen, der flyver let og ubesværet

GAFFA

Album / A:larm Music
Udgivelse D. 09.10.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Michael Falch er på mange måder en polernes mand. Tæt på verdensmester i udsagnsrock med Malurt og samtidig en softrockens mester. Patos og melodi har været hans trofaste følgesvende, og man har aldrig været i tvivl, når Michael Falch gik all in. På Forår i brystet er det melodiens mester, som toner tydeligt frem.

Albummet lægger sig pænt i forlængelse af forrige udspil Pludselig alting samtidig, der indledte en revitalisering af den bløde udgave af Michael Falch, men nu træder han et par yderligere skridt frem med strygerkvartet og doseret skønsang. Det er en poetisk Michael Falch, der går til grænsen, men samtidig ikke lader nogen i tvivl om, at her er noget på spil. Han har lavet sit corona-album, og det er fyldt af længsel efter både kærlighed og frihed.

Tonen i melodierne er let og flyvende og når sine steder nye højdepunkter i hans solokarriere. Således er den opbyggelige hymne ”Rør mig nu” noget af det bedste, der er hørt fra hans hånd, når han skriger desperationen ud i frygten for at blive overladt til sig selv. Langt fra kærligheden. Det er også en ny melodiopbygning for Michael Falch, hvor han har skelet til sin yngre kollega Søren Huss, og det klæder ham forbandet godt. Og han er tæt på at gøre kunststykket efter på den blide ”Om lidt bli'r det lyst”, der leger faretruende med patos, uden at det bliver patetisk. Her skærer hans utroligt afklarede vokal stærkt igennem, og faktisk er han ikke hørt så overbevisende i sit sangforedrag.

Det virker i det hele taget til, at sangskriveren stadig suger til sig og er villig til at lære nyt. Det er som altid guitarist og producer Lars Skjærbæk, der er Falchs tætte samarbejdspartner, men det er ikke til at overhøre, at keyboardspilleren Mikkel Damgaard er indrulleret på holdet. Han gør sig også som kapelmester i Love Shop, og den blødt rundede tone på albummet kommer ikke mindst fra ham.

Trods den klædelige poetiske tilgang kan man ikke helt pille rocken ud af Michael Falch og Lars Skjærbæk, og det er klassisk Falch-rock i den genkendelige, men friskt spillede ”Juble igen som fugle”, men det bliver ved denne på albummet, hvor Michael Falch mere imponerer i de tilbageholdende sange, hvor hans vokal fremstår varm og knivskarp. Han føler sig legesyg frem i sangene, der ikke altid hører hjemme på øverste hylde i sangskrivningens kunst, men er der nogen, som kan få det let banale til at flyve, så er det Michael Falch. Og det er helt enkelt rørende i ”Ånd henover dårlig karma” om at bryde ud af vredens isolation, og så er det dømt fællessang i den melodisk tilbageskuende ”Alt for vild” med Michael Falch som førsteelsker.

Det er en yderst afklaret sanger og sangskriver, der træder frem på Forår i brystet, og som i den grad er bevidst om sine kvaliteter og begrænsninger, og så alligevel tør udfordre dem. På mange måder en Michael Falch, der har ramt den rent ved at tro på sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA