x
Enegænger i tomgang

Uffe Lorenzen, Dexter, Odense

Enegænger i tomgang

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Uffe Lorenzen er en enegænger på den danske musikscene, der ikke lefler meget for tidens toneklang. Først som frontfigur i kompromisløst tilbageskuende bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat og siden 2017 bogstavelig talt alene om en solokarriere, hvis seneste manifestation er albummet Magisk Realisme, der kom i september.

Det var dog så som så med magien på et udsolgt Dexter i Odense lørdag aften. Men realistisk var det da, ja indimellem socialrealistisk, som i coveret af Trilles "Tornerose". Mere om det senere.
 
Magisk Realisme er med rette blevet vel modtaget af publikum, navnlig vinylentusiaster, og anmelderne, her i GAFFA af Espen Strunk, der kastede fire stjerner efter det, idet han fremhævede at Lorenzens sangunivers nok var anakronistisk, men ikke desto mindre både vedkommende og medrivende. Og det kan man kun give ham ret i: Sangene er ganske vist skrevet i 2019, men deres tematisering af angst og desorientering virker sørgeligt 2020-aktuelle. Lorenzen er ikke kun rejsende i nostalgi, men det nostalgiske indslag blev immervæk og nok også desværre højdepunktet denne aften. 
 
For hvor sangeren på pladen har et elektrisk band i ryggen, har han på den aktuelle efterårsturne kun sig selv, sine sange og en 12-strenget guitar med. Det er Lorenzen skåret helt ind til benet, og man fornemmer nogle nye, mere trænge økonomiske vilkår bagved, hvilket sangeren da heller overhovedet ikke lagde skjul på i én af sine mange – nogle vil mene lidt for lange – ordudgydelser mellem numrene. 
 
Sang og snak var vel næsten ligeligt fordelt hen over koncertens halvanden time. Træk herfra en pause på 10 minutter, hvor den garvede værtshusgænger og tidligere bartender kunne få sig en slurk kildevand (selvom han ellers havde skrevet en flaske spiritus i sin rider).
 
Udfordringen ved det nøgterne, unpluggede set-up er, at sangene kommer til at stå blottede frem i deres nøgenhed, og denne lakmusprøve kan de ikke altid holde til. Det stærke singleudspil og kærlighedsbrev til København, "Caminoen", virkede for eksempel lettere impotent uden sin Neil Young'ske elektrificering fra pladen. Havde han så bare haft en sitar med som akkompagnement, ville det karakteristiske mix af samfundskritik og psykedelia have været mere overbevisende. 
 
Selvom intensiteten steg en smule efter pausen, er det dog sigende for denne aften i coronaangstens tegn, at coverversionerne fra 70'ernes politiserende rock stod stærkest. Foruden "Tornerose" gjaldt det Hyldemors "Hallo Hallo, Frøken" og Mikael Wiehes "Kong Keops' Pyramide".
 
Først og fremmest fordi Lorenzen nu flere gange har vist sig som en mesterlig fortolker af den tids distinkte dialekt. Men også fordi man her, for eksempel i førnævnte "Tornerose" fra '73, kunne drømme sig til tilbage til en tid, hvor bartendere ikke havde mundbind på, og nærvær ikke var noget, man kunne få bøde for.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA