x
Slørede Linier: Fugletræk

Slørede Linier
Fugletræk

Genrebrydende debut rammer præcist med sine spredehagl

GAFFA

Album / Kôs
Udgivelse D. 22.10.2020
Anmeldt af
Nanna Frank

Det føles rart at putte ting i kasser. At systematisere. At sige ”Du hører til her, og du hører til her.” Særligt som musikelsker føles det rart at kunne genresystematisere musik. Derfor føles første lyt af Slørede Liniers debutalbum ikke helt rart – og alligevel virkelig virkelig rart samtidig.

Genremæssigt er det lidt poppet, lidt indie, lidt electro, lidt rocket og lidt artpop. Lidt af det hele og derfor svært at karakterisere. Og alligevel rammer Fugletræk lige, hvor det skal.

De ti numre på Asbjørn Rud Mathornes debutalbum viser hvert et kæmpe potentiale hos den unge musiker. Potentiale, som forløses nummer efter nummer med sine hudløst udleverende og intense sange om sabbatårene efter gymnasiet og det at finde den rigtige vej mellem breakups og ungdommens håbløshed.

Åbningsnummeret ”Falmer jeg” lægger sig i spændet mellem ML Buchs elektroniske univers og Bisses kompromisløse vokal.

”Alting forsvinder” er et gedigent guitardrevet popnummer, som indkapsler tomheden, man nogle gange oplever, når uddannelsessystemets trygge grundlag forsvinder under fødderne.

For derefter at slå over i ”Blå nætter”, der med sin drømmende basgang og ordene ”Vi er som konger” i omkvædet sender tanker mod Bowie og klassikeren ”Heroes”. Stemningen er der, fremdriften er der, og lydbilledet opsluger én, så man straks er tilbage i de forvirrende og tvivlende sabbatår, hvor håbløshed og håbefuldhed går hånd i hånd.

”Mørke” introducerer os for en autotunet vokal og et virvar af synthede samples, som pludselig stopper til fordel for en pause, der kun opbygger intensiteten til ”Vintertid”. En elektronisk kærlighedshistorie om at stå tilbage efter et breakup og stadig ville kæmpe.

En følelse ”Hvad står tilbage” kun bygger ovenpå. Sårbar, enkelt, minimalistisk og brutal.
”Tilbage Igen” er en sublim synthbasker, mens ”Slår omkring dig” introducerer os for en mørkere vokal og en 80’er bas, hvis melodi sætter sig i hofterne.

For derefter at lukke af med ”Tågebanker” og titelnummeret ”Fugletræk”. To numre, der binder en fin sløjfe på historien, hvor man næsten kan mærke, at den har en fortsættelse, der skal fortælles til musik hurtigst muligt.

Fugletræk er et virkelig stærkt debutalbum. Et virkelig stærkt album. Vokalen er uperfekt, skrøbelig og til tider decideret grim, men kun når den fortæller de mest smertefulde historier. Det er ønsket om at komme sig over sin tvivl og kaste længslen over bord og erkende, at det er en grundpræmis, præcis som fuglene altid længes væk mod trækket.

Asbjørn Rud Mathorne, der er bagmanden bag Slørede Linier, står normalt bag synths og klaver i bandet Silent Laika. De eksperimenterende tråde fra Silent Laika er taget med over i Slørede Linier, hvor man ikke kan gennemskue, hvilken vej næste nummer på Fugletræk vil tage os hen.

Numrene er udadreagerende, mens de behandler en klassisk tematik med ærlighed og personlighed, så man ikke kan undgå at spejle sig i de relaterbare emner som tab, afsked og en frygt for, at livet passerer forbi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA