x
Bruce Springsteen: Bruce Springsteen's Letter To You (film)

Bruce Springsteen
Bruce Springsteen's Letter To You (film)

Tredje statusopgørelse på to år – men det holder

GAFFA

Film / Apple TV+
Udgivelse D. 23.10.2020
Anmeldt af
Henrik Friis

Man er efterhånden nødt til at se Bruce Springsteens udgivelser som helheder – og mere end bare et album:

Først soundtracket for to år siden til hans selvbiografiske Springsteen on Broadway, hvor billedsiden på Netflix satte musik og historie i overskudsagtigt relief. Derefter Western Stars fra sidste år med Springsteens stærke portrættering af amerikanske skæbner – bundet sammen i den efterfølgende biograffilm med private klip og fortællinger af Springsteen selv om hans liv, hans valg og hans evige kampe med sig selv.

Med det nye album Letter To You har han gjort det igen: For tredje gang teamer han op med filminstruktøren Thom Zimny – denne gang til en stærk visualisering af Springsteen og hans E Street Bands legendariske samarbejde, som nu kan streames på Apple TV+. Med en billedside, som ikke bare understreger albummets hyldest til det 45 år lange sammenhold, men som igen benytter lejligheden til at skabe en rød tråd med gamle klip og optagelser samt Springsteens personlige fortællinger: Helt tilbage fra barndommen og teenageårene og igen med hans egne indtalte betragtninger om tro, håb og meningen med livet. Med tydelig skelen til, at der ikke er så mange sider tilbage i livets bog, som der har været.

Stærk iscenesætter
Tre selvportrætter på to år? Jo, Springsteen er i gang med at gøre status. Men det holder – igen. Dels ér han en glimrende iscenesætter og fortæller – men især er denne film et varmt indblik i et helt specielt sammenhold, som kun årtiers gensidig musikalsk nørderi kan skabe. Med kontrast i små filmklip fra de vilde unge år fokuserer vi her på en samling erfarne mænd med furede ansigter, rynkede hænder, udvidede livvidder, briller på næsen – men når maskinen går i gang, så….

Det er en slags dokumentar-film, men stramt styret af Springsteen selv. Der fortælles f.eks. ikke noget om op- og nedturene omkring de årelange pauser i samarbejdet. Og den ellers forslidte titel-floskel ”The Boss” får vitterlig mening igen her. Det ér Springsteen, der kommer med alle oplæg, og har helt klare ideer til rytmik og instrumentering m.m. Man er heller ikke i tvivl om, at f.eks. nytilkomne Jake Clemons er meget præcist vejledt i melodilinje og frasering i sit saxspil, så det rammer den klassiske E Street-sound mest muligt, nu hans onkel Clarence er rejst videre.

Men derefter kan der godt gå interessant detalje-diskussion og rådslagning i den med Steven Van Zandt, Max Weinberg, Roy Bittan og de andre ”gamle” om fraseringer, udeladelser, andre betoninger og massive band-outputs. Laaange diskussioner, intense og lydhøre forsøg – ”indtil magien pludselig kommer”, som Springsteen selv siger.

Æstetisk flot
Thom Zimnys billedside er æstetisk meget flot – både den vinterrå New Jersey-natur og i Springsteens hjemmestudie. Konsekvent holdt i sort-hvid, kun afbrudt af gamle farvefilmsstrimler eller fotos fra dengang. Bl.a. af Springsteens første gruppe, The Castiles med mindet om bandkollegaen George Theiss. Det var da Theiss døde, at Springsteen kom til at tænke på, at han er ”Last Man Standing” fra den gruppe og fik lyst til at hylde tiden og fællesskabet fra New Jersey, der hjalp til med at skabe hans karriere.

Derfor de nye sange – og derfor inkluderingen af to sange helt tilbage fra 1973, der ikke har været indspillet før. Ordrige, fabulerende tekster fra en karrierestart, der fik Bob Dylan til at kommentere: ”Hvis Springsteen ikke passer på, kommer han til at opbruge hvert eneste ord i det engelske sprog”. En herlig anekdote om de Dylan-inspirerede sange, der vitterligt er med til at løfte både album og film. Og som med flere af de øvrige numre klart har format til at blive inkluderet på den første E Street-turné efter coronatiden. For sådan understreger filmen også albummets potentiale.

”Vores samarbejde bli’r ved, til vi ligger i egetræs-habitten,” siger Springsteen mod slutningen, mens han og gruppen også mindes de to medlemmer, der nu er ”in absentia” – Clarence Clemons og Danny Federici: ”For death is not the end / I'll see you in my dreams”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA