x
En MEGET mærkelig oplevelse

D-A-D, MCH Herning Kongrescenter

En MEGET mærkelig oplevelse

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

D-A-D skulle oprindeligt have spillet to kæmpestore Arena-koncerter 20. og 21. marts i år i henholdsvis Herning og København. Men den historie kender vi jo allesammen, om hvordan hele Danmark, ja det meste af verden, blev lukket ned midt i marts i år på grund af Coronas klamme hånd, som totalt ændrede de flestes liv fra den ene dag til den anden.

Dengang i marts havde ingen fantasi til at forstille sig, at alt det her “Corona-halløj” ikke ville være overstået og blot have været en kedelig parentes, når efteråret tog fat, og vi kunne skrive oktober. Sådan gik det som bekendt på ingen måde. Derfor blev det besluttet at ændre de to planlagte Arena-koncerter til otte mindre koncerter, fire i Herning og fire i København. Hernings spillested Fermaten blev valgt, men igen-igen måtte planerne laves om, og de fire første koncerter er derfor henlagt til et kedeligt anonymt lokale i MCH Herning Kongrescenter, hvor der er bedre plads til at sprede de maksimale 500 mennesker.

Føltes det så sikkert at være til “corona-sikker” koncert i kongrescenteret? Til det må jeg sige, med de sidste dages eksplosion af smittede og kravet om at nøjes med at se sine 10 nærmeste, et klart og utvetydigt nej! Her var alt, alt for mange mennesker og for tæt. Som en fotografkollega på et andet medie sagde til mig inden koncertstart: Jeg kunne ALDRIG have drømt om at møde op et sted med så mange mennesker samlet lige nu, hvis ikke jeg skulle, fordi det er mit job!

En ny virkelighed

D-A-D virkede også ualmindeligt fremmede og usikre i denne nye virkelighed, selvom attituden selvsagt var en anden fra forsanger Jesper Binzers side: “Lige før det hele går HELT ad Helvede til, skal vi have en lille fest.” Og så hilste han ellers på publikum med albuen og takkede os fordi, vi TURDE komme. Publikum måtte jo hverken synge med eller råbe, så det var et underligt, næsten tavst publikum, som Binzer senere i koncerten måtte MINDE om: “Man må godt klappe med” – det er vist første gang, den sætning er blevet sagt til en D-A-D-koncert.

For er der noget, D-A-D kan og har gjort i hundredevis af gange i deres snart 40-årige karriere, så er det at slutte en festival af med maner. Specielt hvis man selv som publikum har fået nogle fadøl indenbords, så gør D-A-D den del fremragende. Men med sådan en knapt to timer lang koncert med et stille og siddende publikum, kom det for en dag, hvor ensformig og larmende D-A-D’s musik langt hen ad vejen er, og hvor stillestående for eksempel Stig Pedersens basspil er, med de kun to strenge, uanset om bassen så er udformet som en flyvemaskine eller en bil. "Laugh 'n' a 1/2" var dog et kærkomment afbræk med to akustiske guitarer, ligesom "Bad Craziness" skabte god stemning sidst i sættet.

Kikset tegneseriefigur

Stig Pedersen selv var udklædt som Robin Hood, og det, der var festligt og sjovt på en festivalplads en sommernat i Danmark, blev til en kikset, hul tegnseriefigur. Bedre gjorde det det heller ikke, at lyden var skrækkelig på femte række, hvor pressen havde plads.

Lyden blev en smule bedre efterhånden, men aldrig god, og Jesper Binzers effektfulde skrigevokal blev i længden trættende at høre på.

Lillebror Jacob, som leverede sin sædvanlige fine guitarlyd, havde ingen kontakt med de andre bandmedlemmer eller publikum under hele koncerten. Han var tavs som graven. Og den indstuderede samtale mellem Laust Sonne på trommer og forsangeren blev så akavet, at bandet selv opdagede det og måtte grine ad det.

Ingen bad om ekstranummer

Da bandet havde spillet uden pause i halvanden time sagde Binzer: nu går vi lige ud, og så kommer vi tilbage, og så blev der HELT stille, hvor publikum normalt ville have råbt på ekstranummer, og bandet måtte blot traske tilbage på scenen og spille et sæt ekstranumre, som ingen ret beset havde bedt dem om – det virkede utrolig akavet og stemningsforladt, om end afslutningen med balladen "It's After Dark" var fin.

For de hardcore D-A-D-fans, som der tydeligvis var en del af i salen, var dette sikkert en okay koncert – men for os andre var dette ganske enkelt ikke de 545 kroner og smitterisikoen værd – sorry to say...

D-A-D fortsætter med tre koncerter mere fredag og lørdag – to koncerter lørdag – inden de slutter denne underlige seance af med fire koncerter i Tivolis Koncertsal i København — stay safe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA