x
Oneohtrix Point Never: Magic Oneohtrix Point Never

Oneohtrix Point Never
Magic Oneohtrix Point Never

Ikke flere trix i ærmet

GAFFA

Album / Warp
Udgivelse D. 30.10.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Den pæne måde at sige det på er ved at beskrive Daniel Lopatin som en pioner over et lille årti, der nu bruger seneste plade på at se tilbage. Gid det var så vel, for langt mere så er Magic Oneohtrix Point Never et album, hvor den evigt eksperimenterende og grænsesøgende producer langt om længe er gået så langt over grænsen, at man ender tilbage ved det banale og kedelige. Mange når til det punkt, hvor den eneste mulighed for fornyelse er en klam omfavnelse af det populære. Nogle lykkedes med deres egne kompromiløse versioner af brede popskæringer, mens andre ikke formår helt at give efter for potentialet.

Alt taler ellers for, at det seneste album med en erklæret radioæstetik kunne være et brag af en udgivelse. Anerkendte navne som Caroline Polacheck, Arca og The Weeknd som lidt at en joker med en finger med i hele produktionen lægger an til, at Oneohtrix Point Never skulle være gået samme retning som Arca, der senest udgav en emanciperende maksimalistisk popskive, som trak tungt på reggaeton og hiphop.

Det tætteste, Lopatin kommer på direkte popmusik er den Weeknd-gæstede ballade "No Nightmares". Man fornemmer, at stilen stadig er Lopatins, men det hele føles mudret og ligegyldigt, som om nogen har forsøgt at begrænse det udtryk, der var så effektivt på små mesterværker som Garden of Delete, R Plus Seven og Replica. Det lyder, som om nogen har spurgt Weeknd og Oneohtrix, om de kunne lave noget, der minder om Berlins "Take My Breath Away", og så har de over en formiddag smidt små samples og effekter i mikset, indtil det lød nogenlunde.

Et nummer som "Bow Ecco" giver oven i købet en smal forhåbning om noget, der rækker tilbage til de kultfænomenale Ecco Jams af pseudonymet Chuch Person, der også spøger på Garden of Deletes "ECCOJAMC1". Desværre forbliver nummeret bare en tynd repetition af nogle klassisk Oneohtrix-knitrende melodier, som tabte lyde fra VHS-træningsbånd og Windows 95-musik. Et lille højdepunkt kommer et godt stykke inde i albummet med "Lost But Never Alone". Her bryder Daniel Lopatins vokal igennem et skrattende filter, og møder nogle tonstunge melankolske synths, og melankolien for lov at blomstre, indtil en blæret guitarsolo brager igennem på en måde, kun Oneohtrix Point Never kunne have forestillet sig det. 

Polacheck og Arca er så godt som forsvundet i henholdsvis "Long Road Home" og "Shifting". Det er lige akkurat muligt at forestille sig Arcas dystre kommandoer bag et udstikker af et nummer, som hele tiden truer med at eksplodere, men aldrig gør det før det egentlig bemærkelsesværdige track af fuglekvidren og storbystøj, "Wave Idea". Det er lige i Lopatins ånd med et nummer som "Long Road Home", der lyder som Enya i maskinhakkeren for at passe til et pool party med social distance. 

Magic er stadig et lyt værd. Som sådan er det sikkert et blid indgang til Lopatin, hvor Garden of Delete må stå som den transcenderende forløsning af de lyde, de fleste nok stiftede bekendtskab med på Lopatins soundtrack til Adam Sandler-filmen Uncut Gems. Der er nogle numre, der kunne have dannet grobund for en særlig popplade eller dybdeborende melankolsk nostalgi. I stedet bliver radio-æstetikken en undskyldning for at blande det hele sammen og forblive overfladisk og ufokuseret for over det meste af spilletiden. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA