x
Nothing But Thieves: Moral Panic

Nothing But Thieves
Moral Panic

Overbevisende lån fra den moderne rocks superliga

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 16.10.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Tyve af navn, tyve af gavn – eller i hvert fald gode til at lade sig inspirere, det må man sige at engelske Nothing But Thieves er. Det gør de til gengæld også ganske sikkert og overbevisende på dette deres tredje album, hvor de er mindre eksperimenterende og mere in your face poppede og rockede. Så bered jer på en del band-namedropping.

”Free If We Want It” er for eksempel cirka den bedste The Killers-sang skrevet siden Hot Fuss. På samme Las Vegas-facon svinger ”Real Love Song” sig op, så neonkaskaderne skinner om kap med keyboardet og forsanger Conor Mason fremviser gang på gang en potent og nuanceret vokal, der på mange toner ligger Brandon Flowers stemme nær.

På ”Is Everybody Going Crazy?” kan man også snildt høre, hvorfor Matt Bellamy flere gange har haft inviteret Nothing But Thieves med som opvarmning for Muse. Det er pompøs rock og melodiøs, dansevenlig synth – så det næsten er umuligt ikke at tænke på Devondrengenes efterhånden 15 år gamle ”Uprising”.

Samtidig er Nothing But Thieves også et band, der formår at snige en elegant skefuld samfundskritik og socialt bid ind deres tekster. Som når identitet tackles på den elektronisk tonsende åbner ”Unperson” eller ”Can You Afford To Be an Individual?”, hvor igen identitet og verdenssituationen vendes og særligt linjen ” Oh, you're a walking contradiction in a MAGA hat” brænder igennem før et meget Muse’sk riff.

På ”This Feels Like The End” og ”Before We Drift Away” er vi hoppet over i en mere indiepoppet stil, og på de fine melodier kan man fornemme stemninger af både Foals og australske The Temper Trap, hvor sidstnævntes seneste album, Thick As Thieves, næsten deler navn med vores nye engelske venner.  

Og hvis man tror, at det mest er rockbands, der peakede for mere end ti år siden, som Nothing But Thieves har lyttet til, er det heldigvis ikke tilfældet. ”Phobia” starter ud med samme beats og tempo som ”Bad Guy” med Billy Eilish og cirkler om den moderne lidelse, det er ikke at kunne finde hvile, fordi nogen tager fejl ude på internettet, inden den bringer de helt store guitarriffs frem. ”There Was Sun” står i denne sammenhæng ud og virker, med sit lettere beat og sin helt anderledes klang, som om den er løftet fra et helt andet album.

Det er altså på ingen måde originaliteten, der tynger de unge englændere, men når produktionen er i top, og man bare lader sig inspirere af solide kræfter, kan mindre også gøre det, og i en verden hvor Imagine Dragons er noget af det mest streamede, bør der være en kæmpe, catchy plads til Nothing But Thieves.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA