x
starchild #2: 1+1+1+1

starchild #2
1+1+1+1

I en firkantet klangverden

GAFFA

Album / Machinedrops
Udgivelse D. 20.08.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Så’ der ambient igen!!! Bag starchild #2 gemmer sig en af dansk populær- og eksperimentalmusiks mest ihærdige skikkelser: Henrik Marstal, som nok mest er kendt for sine evigt omdiskuterede meninger som politiker og feminist. De senere års larm omkring hans personage har været med til, at Marstals egentlige merit, som musiker og musikskribent er gledet i baggrunden. Hertil kommer en bogproduktion, som nærværende anmelder har brugt hyppigt i sin egen, musikalske dannelse. Her kan især Filtreringer nævnes for sin afgrænsning af elektronikkens påvirkning på musik.

Selvom Marstal i disse tider både har pæn succes som bassist i Danmarks bedste popgruppe ibens og samtidig må lide af en pæn omgang ”hvad sagde jeg!”-oplevelse (i kraft af andenbølgen af #metoo, der også skyller ind over landet), er vi her for at tale om ambientmusikeren Henrik Marstal.

For starchild #2’s femte album – eller værk – er ikke uden for den definition. 1+1+1+1 er lige så meget fire eksperimentalstykker af 11 minutter og 11 sekunders varighed, som det er en slags opslagsbog ind i Marstals kunstneriske bevidsthed. Her finder man store lydkoryfæer som John Cage, Steve Reich og danske Else Marie Pade gå hånd i hånd med mere "poppede" eksperimentalnavne som navne fra Warp Records og det helt store idol: Brian Eno.

1+1+1+1 er bygget op omkring Marstals fascination af tallet fire. Fascinationen stammer fra hans barndom, med en søskendeflok på fire, bestående af to sæt tvillinger, og tallet går igen i alt fra titler til mængden af akkorder i skæringerne og den fulde spilletid (44 minutter). Det ligger altså stærkt konceptuelt og næsten dogmatisk udgangspunkt for Marstals leg med analoge filtre og lydklip og instrumenter som cello (hans hovedinstrument), marxofon og klaver.

Og 1+1+1+1 er egentlig en samling ret klassiske og veldrejede eskperimentalstykker, som ikke føjer vildt meget nyt til genren, men samtidig heller ikke mister lytteren på sin vej. Og det er unægteligt lidt af en bedrift, når store dele af værkerne er båret op af efterbehandlet livelyd. Man kan godt miste overblikket ind i mellem, som eksempelvis på Part 1, men samtidig drages man ind i pladens lydunivers på Part 2, hvor en pulserende tremoloeffekt står i stærk kontrast til de syrede, delay-behandlede stemmesamples.

Part 3 holdes de tågede, rumklangsbehandlede droner i introen, igang af en sær rytmisk sample, som lyder som en pacemaker eller en cykelpumpe, indtil båndekko-mættede celloflader og filtreret fjeder-rumklang rammer én lige ind i solar plexus, med højfrekvente feedbackovertoner. Nummerets anden halvdel – et warpet klaver og en rytmisk puls – minder, skægt nok, om de mere udsyrede fragmenter fra Kraftwerks Radioactivity, hvis hele svineriet var blevet remixet i dag.

Den afsluttende, melodiske sekvens i Part 4 bør også fremhæves som et kærkomment brud efter syv minutters skrattende hvid støj. De stagnerende klaversekvenser sender både hilsener til side to på David Bowies Eno-producerede Berlin-plader samt John Cages Prepared Piano-stykker.

1+1+1+1 er ikke en ambientplade, der byder på nye og uhørte klangoplevelser, men det er heller ikke en elendig omgang eksperimenter, som Marstal byder på. Hans fortsatte leg med klangflader, analoge filtreringer og akustik er en musikhistorisk, iderig og begavet oplevelse, som understreger, hvorfor Marstal burde have en større position blandt de kulturaktører, der gør sig i dansk eksperimentalmusik. Et felt, som i øvrigt er et bevis på, at Danmark har rigtig meget at byde på, i det sekund, man kigger bort fra FM-bølgerne.

Så i stil med dogmatikken bag starchild #2’s 1+1+1+1 får pladen 1+1+1+1 stjerner. Og det regnestykke burde man vide, hvad giver nu!

starchild #2: 1+1+1+1 (part one) by Ulrik Møller from Henrik Marstal on Vimeo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA