x
Paris Jackson: wilted

Paris Jackson
wilted

Michael Jacksons datter har lavet et album fyldt med… søvndyssende emopop?

GAFFA

Album / Universal Music Group
Udgivelse D. 13.11.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

22-årige Paris Jackson, datteren af Debbie Rowe og Michael Jackson, har valgt at gå andre veje end film- og model-karrieren med debutalbummet wilted. Jeg kan allerede afsløre, at der ikke er så meget som en flig af noget, der musikalsk kunne give associationer til faderen. Nej, faktisk så er genren emotionel (og det meste af tiden ensartet og kedelig) guitar- og klaverpop, som er produceret i samarbejde med Andy Hull, forsangeren i Manchester Orchestra. 

"collide" åbner albummet, og er sødt happy-go-lucky nummer med guitar og Jacksons lyse og småforsigtige vokal. Guitarriffs panorerer fra øre til øre på "undone", som har en fin og energisk start, men som desværre mister pusten og bliver gentagende, jo længere vi kommer ind. 

Efter de første syv numre er overstået, lyder det lidt som om, at Jackson tror, at hun har den perfekte opskrift på et stykke musik. Først nogle halvhjertede anslag på klaver eller guitar (eller hvis det skal spices op – begge samtidig), og så tilsættes Jacksons vokal sig ind og smyger sig ubesværet, lyst og langsomt over arrangementet. Det er fint på et nummer eller to, men efter at være blevet taget igennem den mølle i 30 minutter, så bliver jeg virkelig træt (jeg kigger på jer, "cosmic", "dead sea" og "let down").

Den første halve time af albummet, der skriger desperat på noget variation, bliver heldigvis vejet en smule op af pladens sidste 14 minutter. "eyelids" er instrumentalt lige så uinspirerende som resten af sangene, men bliver spicet en smule op af, at produceren Andy Hull kommer med fra første omkvæd på nogle fine harmonier.

Hvis man virkelig tror på det, er der også lidt kant på "scorpio rising", som byder på mere udfordring til Jacksons vokal, rytmiske gisp og et dystert lydtapet til slut, hvor en mandestemme fraserer: "Acrylic tears, over pastel years / Bleed black down silver mirrors" (meget mening giver det ikke, men det fremføres fint og skaber en stemning). Titelnummeret "wilted" byder også på mørke, mere elektroniske lydtapeter, hvor der også er fint, atmosfærisk kor i omkvædet.

Men lige dér, hvor det faktisk begyndte at lyde af noget, vender Paris Jackson på en tallerken og navigerer tilbage til de intetsigende guitar/klaver-akkompagnementer og halvhjertet sang på slutnummeret "another spring". Et mærkeligt opstemt og malplaceret nummer med klap og banjo, der næsten giver nummeret country-feels. Vi slutter lidt dér, hvor vi startede. Intet revolutionerende hverken instrumentalt, tekst- eller sangmæssigt. Den eneste forskel er, at jeg bare er blevet meget udmattet i mellemtiden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA