x
Rockhimlens porte blev åbnet på klem

The Blue Van, Posten, Odense

Rockhimlens porte blev åbnet på klem

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

The Blue Van begynder i det tunge gear kvart i ni på Posten i Odense. Energien er der straks, og publikum er klar til at rockes igennem allerede fra åbningssalutten "Heavy Load". Med en guitarsolo, der falder prompte inden for halvandet minut, så er der lagt op til en koncert, der reelt kan føles som én lang brændende guitarsolo. Der er i den grad kærlighed med stor tyngde i åbneren. Det er rock efter alle kunstens regler.

Per Jørgensen slår trommestikker til et tonstungt groove, der lugter hen ad Zeppelins "Immigrant Song". Rigeligt med rumklang rammer på "I Thought You Liked Me". Søren Christensen forlader klaveret og griber Gibson-guitaren, hvorefter en dobbelt formation af guitarer kan danne det fulde lydbillede, med et fint kor, der kan istemme de høje oktaver på omkvædet.

"Eyes Filled With Starlights" præsenteres af frontmand Steffen Westmark som en "sumpet psykedelisk fætter". Det er en yderst rammende term på dette meget "The Doorsey" segment, hvor tempoet trækkes ned. Bas-groovet er solidt tilpasset denne tempomæssige dal i arrangementet. Vokalen står allerskarpest under denne sang, uden at være sovset ind i distortion. Bandet fortsætter direkte ud i energiudladningen på den tungrockede "Beg Like a Dog". Der skal rockes, og tiden kan ikke spildes på udenomssnak. "Star Pharmacy" rammer også ganske fint med lidt røv-balle start og happy-go-lucky tempo. En uperfekt vokal, der snakker hjertekvaler, fungerer ufatteligt godt med "Killers-ish" "Romeo & Juliet"-vibe.

Rebels with a cause

"Young Rebel" har, med et lækkert lick og solide power chords, energien til at kunne kalde sig titlen. Det er et fint nummer forankret i rocktraditionen og er meget sigende for The Blue Vans lyd. Det er hørt mange gange før. Men hold da op, hvor er gruppen garanter for at ramme 60'er-lyden med dette track "dedikeret til ny generation af musikere og aktivister". Symptomatisk bliver det i de lettere sekvenser, at Westmarks vokal fungerer mest optimalt og den største musikalitet opleves. "The Singer" letter dermed solidt som heltekvad for gårdsangere, rockstjerner og deslige. Flamencoguitaren files med fin teknik, og The Doors-keyboardet trækker c-stykket op i luftlag, hvor tyngdekraftspåvirkningen for længst har sagt farvel.

Kavalkaden af "Chameleon", "The Beggar" og "Disaster" fungerer godt tilsat ekko på vokalen under sidstnævnte. Det bliver dog ligegyldigt med effekten, da den alligevel drukner sammen med vokalen. Instrumental-fremførelsen er der ikke en finger at sætte på. En mere end godkendt distortion-fyldt solo brager igennem højtaleranlægget med ondskabsfuld kraft. Læg dertil fint kor-arbejde fra aftenens vikarierende bassist Torben Guldager fra bandet Jørck.

Vikaren fra himlen

"I bliver federe for hvert år der går", lyder det fra de forreste caféborde, hvortil der med perfekt timing lyder en kortere forklaring fra Christensen om, at stofskiftet ændrer sig med alderen.

"Back to Zero" præsenteres som "en rød sportsvogn af en sang". Det er da også en rockerne-er-blevet-lidt-bløde-om-hjertet sang, og det har man også lov til. "Man Up" afslutter træfsikkert koncerten, på et foreløbigt højdepunkt i den tungere lyd med Westmark og Christensen i æstetisk flot guitar-synergi-duel. Fællesklap-raketten startes af Guldager, der virkelig træder frem i sin rolle som vikaren fra himlen.

De to ekstranumre præsenteres med en sympatisk hyldest og tak til landets spillesteder, der har åbnet dørene op for musikken, gæster og livet igen. "Love Shot" præsenteres dernæst som "Stjerneskuddet, vaccineskuddet og måske kuren." Tracket er muligvis en potentiel vaccinekandidat mod kærlighedssyge og for lidt action i tilværelsen. Skuddet holder og vil til enhver tid bestå lakmusprøven mod ethvert retrorock-band og selv det lumreste Kiss-nummer, man lige kan komme på. Det er en sang med massefylde som cement og kan kun lede ud i turbulens til vejs ende ved himmerigs porte.

Djævlemusik og englesang paradokset

Der afsluttes med genre-sikker og langtrukken "Free Bird"ish-solo på "Be Home Soon". Dette er en fin sang som returbillet fra en tur til rock-paradiset, hvor himlens vogtere endelig har forbarmet sig og tilladt smugkig indenfor.

Der findes ikke nok røgvæske og tændvæske i verden til at sætte guitarer og rocksjæle i brand. Så mangler vi noget? Ja, med et 17 år langt bagkatalog så er der ting hist og her, der i vid udstrækning påvirkes af en tætpakket sætliste. "Inevitable Goodbye" er særligt noget fra det seneste album, der også sagtens kan have en velfortjent plads i en udvidet sætlistes afslutning.

I aften har budt på 65 minutters solidt velspil og en tour de force udi at ramme 60'er-lyden. Det har absolut ikke været powerriffs fra helvede, men skærsilden har været velbesøgt med rigeligt druknet vokal. Det er synd for en vokal, der i særdeleshed virker på MP3-format badet i analog-lækkerhed i bedste djævlemusik stil. Englesang, der matcher, bliver det dog ikke helt til i aften med fremførelsen af From Responsible Sources-albummet.

Med musikalske sammenligninger, der ville tage et par tusinde anslag at opremse, er det som konklusion, at The Blue Van absolut ikke har opfundet den dybe rock-tallerken, men i stedet fyldt den op med et rocket syretrip a la carte. Den store internationale anerkendelse gennem karrieren er særdeles velbegrundet. Det er kvali-tråd, men bandet skinner ironisk nok mest igennem i de stille passager. Rock'n'roll-paradisets døre er blevet stillet på klem, men den endelige frelse må vi have til gode for i aften.

ONE-EYED MULE ****

Efter seks års koncert-afholdenhed sparker muldyret fra sig.

"My Future Looks Bright" åbner ballet i segmentet easy-listening, med tilpas nok kant og musikalsk nysgerrighed til at holde interessen. Den sørgende tremolo-arm skaber en fin Americana-beverding-stemning. Med kølighed præsenteres "Dreamt My Way" som "en lille drømmerejse gennem USA". Maracas og vanddråbe-xylofon-nedslag fungerer optimalt, med generelt lange instrumentale passager, der trækker sindet ud af tid og sted.

"When Tomorrow Comes" rammer den klassiske surf-rock i stoner-format på fremragende facon. Helt fantastisk bliver det dog først under "September Sigh", hvor aftenens absolut mest unikke indslag bliver en omgang sav. Flot Love-ish fingerspil på introen, vibrationer fra fukssvansen og en dejlig entre fra et four-on-the-floor beat kan ikke andet end efterlade resultatet som en fantastisk sang i lækker indpakning.

Blues-rødderne vises frem på the "The Way You Do Me", der med sit beat kan antænde dansefødder. Nummeret er da også af frontmand og Folkeklubben-medlem Rasmus Dall præsenteret som "en boogie. For nogle gange skal man bare boogie". Et fint udført temposkift fordrer aftenens første fællesklap og en velfortjent applaus. Det har taget lidt tid, men publikum er blevet godt og grundigt betaget af et band i tremoloarmens-favntag.

Drømmerejsebureauernes telefoner er rødglødende. 30 minutters drømmefærd, med en smule søvnbesvær i starten, er veloverstået. Lad det være en rekommendation og ikke et påbud: Flere koncerter og mere sav tak, for One-Eyed Mule kan vise sig at være stærkt vanedannende.

The Blue Van-sætliste:

"Heavy Load"

"I Though You Liked Me"

"Eyes Filled With Starlights

"Beg Like a Dog"

"Star Pharmacy"

"Young Rebel"

"The Singer"

"Silly Boy”

"Beggar"

"Disaster"

"Back to Zero"

"Man Up"

Encore:

"Love Shot"

"Be Home Soon"

 

 

The Blue Van:

Steffen Westmark - Guitar og vokal

Per Mølgaard Jørgensen - Trommer

Søren Christensen - Guitar & Keys

Torben Guldager - Bas (Midlertidig live-erstatningsbassist for Allan Villadsen)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA