x
Anna Ullman: De sidste drømmere – Roskilde Festival i et halvt århundrede

Anna Ullman
De sidste drømmere – Roskilde Festival i et halvt århundrede

Et orange spejl

GAFFA

Bog / Gads Forlag
Udgivelse D. 31.10.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

I år er det 25 år siden, jeg første gang besøgte Roskilde Festival – kulturinstitutionen, som Erhard Jacobsen engang arrogant affejede som en ”pseudobegivenhed”. Det er også 50 år siden, den allerførste festival på Dyrskuepladsen blev afviklet, under navnet Sound Festival, med godt 10.000 deltagere og optrædener af blandt andre Gasolin', Delta Blues Band, Burning Red Ivanhoe og Povl Dissing.

Det sidste er anledning til, at kulturjournalisten Anna Ullman har skrevet, hvad der må betegnes som den hidtil bedste bog om festivalen. Knap 300 rigt illustrerede sider, som placerer sig et sted mellem seriøs og sikkert udfoldet kulturanalyse og den mere patosfulde hyldest, som alle dage har været på spil, når skribenter har skulle beskrive fænomenet Roskilde Festival.

”Der udgår ligesom en mystisk centrifugalkraft fra den store orangefarvede scene, der suger mennesker ind i festivalens kredsløb”, som det hedder et sted, og andetsteds: ”Det er ømheden ved at komme hjem til en velkendt by, man indser, man har savnet årets øvrige 357 dage. Det er sammensmeltningen med de tusind andre kroppe i mængden, og solstrålerne, der gennemlyser blodkarrene”.

Heldigvis fylder den sobre analyse mest i bogen, som falder i tre lange kapitler betitlet henholdsvis ”Et meget langt 68” – om festivalens rødder i ungdomsoprørets værdier – ”Festivalens rum” og endelig ”Musikken”, hvor der foruden nedslag i udvalgte koncerter bliver plads til en del kønspolitiske overvejelser. For ligesom de tidligere bøger om festivalen – en lille håndfuld – er også Ullmans aktuelle udgivelse en afspejling af den tid, den er skrevet i.

Her rodfæster forfatteren festivalens mytologi i en støttekoncert for borgerrettighedsforkæmperen Angela Davis, afholdt i Roskilde umiddelbart forud for den første festival – og fører dén tematiske tråd helt op til i dag, når hun beskriver Black Lives Matter-demonstrationerne i 2020 som ”massive menneskemængder, der kræver et endegyldigt opgør med kolonitidens hvide overherredømme, der stadig præger nationalstaterne i det globale nord”.

Bogens svageste stunder er dér, hvor der, som i citatet her, går forudsigelig tidsånd i den – ganske som når forfatteren skriver: ”I 2018 påtog festivalen sig et resolut medansvar for at imødegå kønsubalancen i musiklivet”. Retfærdigvis skal det siges, at forfatteren melder klart ud, når hun allerede i forordet slår fast at hun ”skriver med en grundlæggende sympati for festivalen og den venstreorienterede modkultur, den har rødder i”.

Undertegnede skriver sådan set også ud fra en god venstreorienteret baggrund, hvor antiracisme og ligestilling er indlysende selvfølgeligheder. Alligevel kunne jeg sagtens undvære bogens mest tidstypiske, ideologiske indslag, og det er sjovt at konstatere, hvor forskelligt forfatteren og jeg oplevede svenske Silvana Imams åbningskoncert på Orange Scene i 2019.

”Hvilken renselse og forløsning var det ikke at se hendes rebelske ild tænde op under den flammefarvede scene”, hedder det her. Personligt fandt jeg koncerten forfærdelig: en opvisning i letkøbte politiske paroler (”fuck den racistiske danske regering!”) og med hovedpersonen alene på scenen som en ufrivillig, symbolsk markering af det forhold, at tidens nye idealisme handler nok så meget om personlig identitetsdannelse som om så meget andet.

Alt dette skal dog ikke skygge for det faktum, at Ullman har begået et ganske imponerende stykke arbejde, som selv en hvid, heteroseksuel mandlig rockskribent må tage hatten af for. Jeg længes ikke efter den testoteron-tunge, bøvet-patetiske tone, som har præget en del skriverier om festivalen gennem årene. Jeg fristes ikke til at forfalde til nostalgisk længsel til dengang i 90’erne, hvor det hele var lidt vildere, men er faktisk fuld af respektfuld anerkendelse. For arrangørerne og den måde, de har formået at tage hånd om sikkerhed og logistik – ikke mindst efter ulykken i 2000, hvor ni mennesker døde foran hovedscenen. Og for en bog der, ud over at være et ”orange spejl” – for at bruge forfatterens udtryk – af sin samtid, samtidig er den bedste bog om festivalen til dato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA