x
Naturtalent i global livestreamet koncert

Katie Melua, Rivoli Ballroom

Naturtalent i global livestreamet koncert

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Efter næsten ti måneder med aflyste koncerter og social afstand stod Katie Melua torsdag aften på scenen i den legendariske dansehal Rivoli Ballroom i London.

Herfra blev hendes første koncert efter udgivelsen af hendes ottende album, Album no. 8, livestreamet globalt. Og det til denne lytters store glæde – både fordi lyden, lyset og produktionen var eminent; fordi musikernes tekniske kvaliteter var åbenlyse; og fordi den georgisk/britiske singer-songwriters performance igen-igen var fokuseret og skarp.

Trods de mange gode ting, der således var at sige om koncerten, var der én central ting, der manglede: den direkte kontakt mellem udøverne og lytterne. Vel troede jeg Melua, når hun i sine få og korte henvendelser direkte via kameraet til publikum lod forstå, at hun var taknemmelig for at teknologien gjorde det muligt at ”møde” publikum.

Men trods det tekniske overskud var oplevelsen blodfattig. Det følte jeg. Og det tror jeg, Melua følte. For under den stramt koreograferede koncert optrådte hun og hendes musikere andægtigt tilbageholdende, som om smil og spontane, indbyrdes glædesudbrud ikke matchede situationen; som om den direkte udsendelse til det globale publikum forudsatte højtidlighed; som om den teknisk perfektion alene var målet.

Konsekvensen blev, at jeg som publikum forblev underligt uberørt. Optaget af billederne, lyden, æstetikken. Budskaberne. Men ikke følelserne, sansningen. De følelser og den sansning som en rigtig live-situation indebærer. Og som jeg – med Melua – savnede og savner. Jeg troede hende derfor også, da hun sagde, at hun glædede sig til at møde os – hendes publikum – ude i den rigtige verden i 2021.

Den livestreamede koncert fra bedagede Rivoli Ballroom bød på materiale fra det nye album, kombineret med materiale fra bagkataloget. Koncerten åbnede således med tre numre fra det nye album, ”A Love Like That”, ”English Manner” og ”Joy”. Fortsatte med ”The Closest Thing to Crazy” og bød herefter på en jævn blanding af nyt og gammelt.

Og alt blev – som nævnt – flot forløst af Melua og hendes bror, Zurab Melua på guitar, Nina Harries på kontrabas, Tim Harries på elbas, Mark Edwards på keys og Joe Yoeshida på trommer – foruden hele film-, lys- og lydholdet.

I det rektangulære rum stod filmholdet i midten, hvorfra scenen og de i alt seks sceneoptrædende i den ene ende af rummet blev filmet. Mellem tredje og fjerde nummer skiftede Melua position, idet hun gik ned forbi kameraet, der fulgte hende 180 grader rundt og filmede hende i en solo i rummets anden ende. Soloen blev i femte nummer, ”Belfast” udvidet til en duo med broderen og i sjette nummer, ”Leaving the Mountain”, udvidet til en trio med kontrabassisten.

Og sidstnævnte to numre var måske koncertens bedste, fordi de gav god plads til instrumenter, såvel som vokal. Og instrumenterne? De var som forførende smukke ornamenter, der gav den i forvejen forførende smukke vokal kant og karakter. Kombinationen gjorde, at det igen-igen gav mening at bruge fem kvarter i selskab med den georgisk/britiske singer-songwriter, som notorisk er et naturtalent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA