x
Keith Jarrett: Budapest Concert

Keith Jarrett
Budapest Concert

Sidste udspil fra mesterpianisten?

GAFFA

2 x CD / ECM
Udgivelse D. 30.10.2020
Anmeldt af
Ivan Rod

Keith Jarretts nye solo-dobbeltalbum, Budapest Concert, bliver måske hans sidste. Albummet udkommer således bare få dage efter, at The New York Times kunne bringe den triste nyhed, at mesterpianisten i februar 2018 og igen i maj 2018 blev ramt af et slagtilfælde, der har gjort ham delvist lam, og som efter alt at dømme vil hindre ham i nogensinde igen at spille klaver.

Budapest Concert (optaget live i Ungarns hovedstad 3. juli 2016), kan altså blive Keith Jarretts sidste udgivelse. (Bortset fra, at ECM sidste år udsendte solo-dobbeltalbummet, Munich 2016, som er optaget 13 dage efter Budapest-koncerten, hvorfor dét reelt er hans sidste, indtil videre). Begge album dokumenterer en hel koncert fra Keith Jarretts europæiske sommerturné det pågældende år, og det betyder selvfølgelig, at der kan komme flere indspilninger til fra samme turné, hvis ellers kunstneren selv bifalder det. Men indtil videre må vi antage, at de to tvillinger – Budapest Concert og Munich 2016 – bliver Keith Jarretts sidste. Til gengæld er der også meget at forholde sig til i løbet af de i alt næsten tre timer, som de to tæt forbundne dobbeltalbum tilsammen strækker sig over.

Budapest Concert (87 minutter) er optaget i Béla Bartók National Concert Hall og består af syv improviserede stykker musik plus ekstranumre. I den forstand lægger Budapest-indspilningen sig ikke bare op ad Munich 2016, men også op ad mange andre tidligere udgivelser fra mesterens side. Man kan endda sige, at indspilningen fra Budapest binder en særlig sløjfe, idet Keith Jarretts familie oprindeligt stammer fra Ungarn. Med sit (måske) (næst)sidste album vender han med andre ord hjem!

Hvorvidt man kan høre netop dét i musikken, er jeg i tvivl om. Men jeg hører i Budapest Concert et kraftfuldt, sammenhængende værk – en begyndelse, en midte, en slutning – en suite med et antal satser, en struktur kombineret med flere spontane improvisationer, en forbindelse mellem det øjeblikkelige og det komponerede (som ekstranumrene udgør), en helt uhyrlig, kreativ energi og en mester, der tager afsæt i et ekstraordinært, stort reservoir af impulser og inspirationskilder. Med andre ord: Jeg hører en mester folde sig ud – ublokeret, ucensureret og med udfordrende kant. Det er dybt fascinerende. Imponerende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA