x
The Kills: Little Bastards

The Kills
Little Bastards

Når b-sider lyder som… b-sider

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 30.11.-0001
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Når det kommer til garagerockduoen The Kills, siden 2001 bestående af Jamie Hince og Allison Mosshart, står b’et i B-sider åbenbart for bastards. Denne opsamling hyrder 20 af disse små krydsninger og horeunger, fra perioden 2001 til 2009, sammen, og overordnet er lydbilledet at, ja, der er generelt en grund til, at de ikke har fundet vej til nogen af bandets fem reelle studiealbum. Samtidig gør de bestemt heller nogen fortræd, og hvis man kan lide beskidt og enkel garagerock, er det hæderlige ting.

Albummet tæller en ”ny” version af ”Love Is a Deserter” og så ellers en række af guitar/bas/trommemaskiner-ting. Og selvom det er tydeligt, at der leges lidt med stil og genrer, ender det hele lidt som en sortklædt, solbrilleklædt masse. Som ”Search for Cherry Red”, der på alle måder lyder som om, den kommer ud af en forstærker med en løs forbindelse. Numrene falder ikke i kronologisk rækkefølge, og det er sigende, at det er ret svært at tyde, hvilke numre, der er løftet fra de helt tidlige indspilninger og hvilke, der er fra perioden omkring gennembruddet Midnight Boom.

”I Call it Art”, fra Serge Gainsbourg-hyldesten Monsieur Gainsbourg Revisited, kommer i en fin version og giver lidt nuancer til den læderklædte rock’n’roll og viser, at begge duoens medlemmer kan mere end skramlet indierock. Blandt albummets mest interessante tracks er også ”Raise Me”, der aldrig før har været udsendt. Nummeret adskiller sig ved at starte ud med klaver alene, inden guitar, bas og trommer sætter ind, og det giver nummeret en mere blues-klingende vibe, og så er det tydeligt, at bandet har 2020-opdateret både dette og resten af numrene, så det ikke lyder specielt meget som demoer og mere som færdigproducerede numre.

”Night Train” er et andet højdepunkt, og de simple trommeprogrammeringer fungerer virkelig godt under Hinces fuzzy guitarlarm, der bør appellere til både fans af vores egne The Raveonettes og amerikanske A Place to Bury Strangers, men mon ikke disse fans allerede er om bord på The Kills-toget?

Albummet indeholder også en ærgerligt letvægtig udgave af Screamin’ Jay Hawkins klassiker ”I Put A Spell On You”, og at Mosshart/Hince ikke formår at gøre noget potent med så sikkert et valg inden for rockcovers, er symptomatisk for denne samling. Man kan sagtens give glemte sange en 2020-overhaling og remastering, men hvis materialet i bund og grund ikke er super interessant, gør det faktisk ikke den store forskel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA